Mikkel Jensen Formel 3 2015

Mikkel Jensen utilfreds med Pau

19. maj 2015
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Tredje afdeling af FIA Formula 3 European Championship gik ikke som håbet for Formula Racing-kører Mikkel Jensen, som dog hentede yderligere point til mesterskabet.

Formula Racing-kører og Formel 3-debutant Mikkel Jensen stillede i denne weekend op til karrierens første løb på en bybane, hvilket som forventet ikke var uden udfordringer. Aarhusianeren sluttede i top-10 i to ud af tre løb.
– Jeg havde virkeligt set frem til Pau, og sportsmæssigt var det nogle underholdende og fysisk hårde løb med masser af action, lød det fra Mikkel Jensen.

– Resultatmæssigt er jeg dog langtfra tilfreds, for modsat mit seneste løb på Hockenheim var jeg ikke i nærheden af at blande mig i førerfeltet.

Udfordringerne startede allerede under kvalifikationen, hvor den 20-årige racerkører grundet dårligt vejr endnu ikke havde prøvet den snævre bybane på tør asfalt.

Tidtagning forstyrret af røde flag

– Første tidtagning forløb tilfredsstillende med en ottendeplads på vådt underlag. I anden tidtagning var banen for første gang helt tør, og jeg skulle derfor bruge nogle omgange på at lære grænserne at kende, forklarede Mikkel Jensen.

Uheldigvis blev tidtagningen forstyrret af ulykker og røde flag, og bedste tid rakte til en startposition som nummer 16 i både andet og tredje løb.

– Første løb gik okay, og jeg vandt en plads og endte syver. Nogle af konkurrenterne har flere sæsoners erfaring, og dette mærkes virkelig på en svær bane som denne.

Weekendens andet løb var præget af et større crash, som Mikkel Jensen med nød og næppe undgik at blive en del af, og danskeren sluttede P12, fire pladser bedre end startplaceringen.

– I tredje løb havde jeg bremseproblemer til at begynde med, men jeg fandt farten og tog nogle gode beslutninger, hvor jeg på et tidspunkt overhalede tre konkurrenter i samme sving, forklarer Mikkel Jensen.

Mikkel Jensen sluttede tredje og sidste løb på en 9. plads, altså syv pladser bedre end startplaceringen, men er dog langtfra tilfreds med weekendens resultater.

– Det var fedt at opleve en ægte bybane, og vi fik det bedste ud af det. Men nu skal der arbejdes inden næste afdeling på Monza, hvor vi skal op og blande os i toppen.

Teamchef: Ingen tvivl om Mikkels potentiale

Trods weekendens udfald er der stadig fuld opbakning til den unge racerkører fra samarbejdspartneren Formula Racing.

– Mikkel fandt en god speed i alle løb, og til forskel fra mange af konkurrenterne undgik han at blive indblandet i problemer, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.

– Men på en snæver bybane, hvor overhalinger er svære, er en startplacering i de forreste rækker altafgørende. Her var heldet ikke ligefrem med Mikkel i anden tidtagning, som blev forstyrret af uheld og røde flag.

– Mikkel vil uden tvivl gå hjem og arbejde på det her, og så er jeg sikker på, at vi ser ham i topform til næste afdeling.

Næste afdeling af FIA Formula 3 European Championship afvikles den 29.-31. maj på italienske Monza. Der er officiel testdag den 27. maj.

Skriv en kommentar