Kartshop-header
SSC, Padborg Park, Claus Christensen, Aquila, foto Gripping Media

Fart på First Stop SSC i weekenden

13. august 2014
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Hestekræfter bliver der nok af i weekenden på Ring Djursland. Udover Auto-G DTC gæster også First Stop SSC-klassen banen øst for Aarhus, og mange tusinde hestekræfter venter bare på at blive sluppet løs.

Blandt weekendens deltagere er Aquila-køreren, Claus Christensen, som går løbet i møde med de store arbejdshandsker på. Motoren i den ellers lynhurtige Aquila CR1 er nemlig i skrivende stund slet ikke samlet og afventer stadigvæk de sidste reservedele til sommerens renovering:

– Vi har bl.a. fået et nyt ledningsnet og andre dele, men vi har endnu ikke fået de rigtige spjældhuse, som vi skal prøve på bilen. Vi har hidtil blot kunnet køre op til 6.300 omdrejninger, hvorefter motoren er gået i nødprogram, og det er noget hø, når motoren nu er opbygget til at skulle trække mellem 6.000 og 7.000 omdrejninger, fortæller den aarhusianske malermester.

Med lidt held ankommer spjældhusene fra Holland fredag eftermiddag, og så gælder det ellers bare om at få samlet bilen og komme på banen. Ikke en optimal start på en løbsweekend, hvor en af de eneste rivaler, der reelt kan true Christensen, Dennis Holbæk, har meldt sin ankomst. Den tidligere bokser kommer ligeledes i en sønderjysk bygget Aquila, og han vil med garanti have det som sit primære mål at køre fra klassens vanevinder.

Om Mikkel O. Pedersen i sin Porsche 911 GT3 er i stand til at holde en anden lokal kører, Christian Siepmann, bag sig på de djurslandske bakker, er ikke sikkert. Mens den unge vestjyde har holdt sommerferie, er meget af tiden for Christian Siepmann gået med at modificere og optimere på den blå BMW M3 E92. Nye aerodynamiske tiltag vil være at finde på den hurtige BMW. Dog skal man heller ikke helt afskrive Jørgen ‘Gamle’ Hansen, der i sin Porsche 911 RSR sagtens kan være et godt bud på en topplacering.

I den lille SS2-klasse er Martin Vedel Mortensen igen klar i sin Opel Corsa, hvor Christian Vejby, Anders Christensen og Bjarne Mortensen skal se om de kan følge tempoet fra den unge fynbo.

Det første løb i First Stop SSC køres lørdag kl. 15.30, mens de to øvrige heat køres søndag.

Skriv en kommentar