Fladt batteri satte punktum for Nykjær

24. juli 2011
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Michel Nykjærs mareridtsweekend fik et fladt punktum, da batteriet i Pole Position Denmark-kørens Cruze døde hen mod slutningen af andet løb.

Problemer med starteren, røde flag og så regnvejr bremsede Nykjær i kvalifikationen, mens starteren igen svigtede danskeren kort før første løb.

Fra en startplacering i pitlane, og dermed allersidst, fik Nykjær kørt sig op i andet løb – blot for at måtte parkere den svenske Cruze på sidelinjen.

– I aftes skiftede mekanikerne alt muligt på motoren, og de kunne starte den flere gange, men da vi skulle gøre klar til opvarmningen i dag, var den gal igen. Starteren og svinghjulet bevægede sig ikke rundt. Mekanikerne skiftede en masse, men vi kunne ikke nå at blive klar til det første løb. Jeg kom ud at køre til sidst, men så havde jeg en sivepunktering, siger Michel Nykjær i en pressemeddelelse.

"Og så gik den bare ud..." Nykjær taler med Chevrolet-ingeniør på Salzburgring

– Da jeg havde indhentet nogle af de langsommere kørere (i andet løb, red.), begyndte instrumentpanelet at melde om lavt batteri. Så begyndte servostyringen at sætte ud, inden bilen stoppede. Jeg fik den startet igen, men kunne kun køre 50 meter, inden den døde igen, siger han videre.

– Det var en katastrofeweekend. Det er nok en af de værste weekender, jeg har haft. Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt i denne her weekend. Jeg og de andre fra Pole Position Denmark var rigtigt godt tilfredse med teamets indsats. Samarbejdet fungerede perfekt, og de arbejdede yderst professionelt med at få løst problemerne. Desværre skete uheldene bare på nogle meget uheldige tidspunkter.

I næste weekend er Michel Nykjær tilbage i sin Seat Leon, når ottende afdeling af verdensmesterskabet for standardvogne køres på Oschersleben i det nordlige Tyskland.

 

Skriv en kommentar