Lasse Sørensen vandt finaleløb på Ring Djursland

Lasse Sørensen sejrede på Ring Djursland

se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Tre uger efter, at han sikrede sig karrierens første sejr i MASCOT Danish Thundersport Championship ved Classic Race, lykkedes det Lasse Sørensen, Svenstrup, for anden gang at tage en finalesejr, da tredje afdeling af løbsserien blev afviklet på Ring Djursland.

Men det unge stjerneskud fra Team Flexlease.nu / Strøjer Tegl blev presset gennem det meste af den 16 omgange lange finale. Godt nok fik han lidt luft til forfølgerne på de første par omgange, men da Kasper H. Jensen, Hinnerup, først var kommet forbi Ronnie Bremer, Hvidovre, fik den regerende mester lukket hullet op til den førende, men uanset hvad Kasper H. Jensen gjorde, lykkedes det ham ikke at komme forbi Lasse Sørensen, som vandt med tre tiendedeles forspring.

Bag de to kørere blev der kæmpet på livet løs mellem Ronnie Bremer, Jan Magnussen, Roskilde, Frederik Schandorff, Rønde, og Mikkel C. Johansen, Slagelse.

Flere gange ankom Ronnie Bremer og Jan Magnussen nærmest side om side til hårnålen for enden af langsiden, og på et tidspunkt lykkedes det Jan Magnussen at vinde inderbanen. Men vinklen blev for spids, så han endte med at komme så langt ud i sporet, at Ronnie Bremer kunne dykke indenom og tilbageerobre tredjepladsen. Senere var det så Jan Magnussen og Mikkel C. Johansen der duellerede side om side, og her endte Mikkel C. Johansen med at få tre strafsekunder for påkørsel, hvilket rykkede ham fra fjerde- til sjettepladsen, mens Jan Magnussen og Frederik Schandorff rykkede op.

Mikkel C. Johansen havde i øvrigt domineret andet kvalifikationsheat, hvor han gennem hele løbet blev skygget af sin teamkammerat Lasse Sørensen, mens det første kvalifikationsheat havde Jan Magnussen som vinder. Her blev han presset af Kasper H. Jensen, mens Michelle Gatting, Hørsholm, var en af weekendens uheldige kørere. Hun skulle starte andet kvalifikationsheat fra pole position, men kom dårligt afsted og endte med at udgå med en ødelagt gearkasse. I pausen inden finalen lånte hendes team en reservegearkasse fra Team Flexlease.nu / Strøjer Tegl og monterede den, og så kørte hun sig i finalen frem på syvendepladsen.

Skriv en kommentar