Magnussen klar til at skyde 2013 i gang

23. januar 2013
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

To danskere er på gridden, når Rolex 24 at Daytona køres i weekenden. Den ene har været på Daytona International Speedway masser af gange, den anden bliver kastet ud i sit første 24-timersløb.

For den mere erfarne af de to danskere gælder det – som nævnt så ofte før – det eftertragtede Rolex-ur, der uddeles til vinderne. Men mere end det – for trods otte tidligere starter i Rolex 24 at Daytona, så mangler Magnussen endnu at kunne skrive dét løb på cv’et. Fire gange har han vundet klassesejr på Le Mans – men kan man egentlig sammenligne de to løb?

– For det første, så er natten meget længere på Daytona med tæt på 13 timer i mørke. Banen er også meget kortere end Le Mans, men med det samme antal biler, så det er ultratravlt hele tiden. Der er færre steder, hvor man kan slappe af, hvor man på Le Mans kan puste ud på langsiderne. På Daytona er du enten i gang med et sving eller på bankingen. Det er lidt mere fysisk end Le Mans, siger han i en meddelelse.

2013 er kun lidt over tre uger gammelt, inden sæsonen sparkes i gang på den nok hårdest tænkelige måde – med et 24-timersløb. Men Magnussen har allerede været i gang på banerne.

– Før jul var vi i Austin og havde en god test der, og sidste uge testede vi (Corvette Racing, red.) på Sebring et par dage. Vi gik igennem nogle ting, og jeg synes vi gjorde gode fremskridt. Vi er godt forberedte til Sebring, siger han videre og hentyder til ALMS-sæsonåbneren i midten af marts.

– Off-season bliver kortere og kortere i racing. Den er nærmest ikke-eksisterende nu. Det plejede at være stort, når man var ude af bilen nogle måneder, og første løb så var et 24-timersløb, hvilket var hårdt. Rolex 24 er stadig et meget, meget hårdt løb, men nu er det lidt nemmere, når man er inde i tingene. Det er god måde at få sæsonen igang på. Man får altid en masse omgange i bilen, og det er et af de største løb i staterne, siger han videre.

2013-udgaven bliver formentlig sidste gang i denne omgang, at Magnussen kører for Stevenson Motorsports, som han har deltaget for to gange tidligere. I 2014 ventes det, at han kører for Corvette Racing efter Grand-Am/ALMS-sammenslutningen.

Skriv en kommentar