Christian Lundgaard fører Formel 4 serie efter sejr i Finland

Ny sejr til Christian Lundgaard

se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Den meget succesfulde historie om et af landets allerstørste talenter i motorsport fortsætter.

Christian Lundgaard tog en sejr i tredje afdeling af FIA SMP Formula 4 NEZ, der blev afviklet på Ahvenisto Race Circuit i Finland. 15-årige Christian Lundgaard har dermed taget tre sejre og i alt fem podieplaceringer i sæsonens ni første løb og fører nu mesterskabet.

Læs også: Christian Lundgaard vil vinde i Finland

Christian Lundgaard fik hurtigste tid i første kvalifikation, men denne blev stoppet af rødt flag på den omgang, hvor Christian satte tiden. Mange kørere lavede samme forseelse, men løbsledelsen udtog kun top tre til at få undersøgt deres tider og de tre kørere endte med at blive diskvalificeret fra kvalifikationen. Dermed havde de ingen tider til brug for startplaceringerne til både løb et og to og Christian skulle dermed starte nummer 17 i begge løb, på en bane han på forhånd havde sagt var næste umulig at overhale på.

Både i løb et og to leverede Christian Lundgaard en fantastisk præstation. I begge løb kørte han sig i sin Formel 4 racer fra MP Motorsport til syvende position, lige bag mesterskabsførende Xavier Lloveras, og gjorde dermed pointtabet så lille som muligt.

Søndag tog Christian revanche. I kvalifikationen til løb tre tog han sin egen og MP Motorsports første pole position og i løbet kørte han sæsonens tredje sejr hjem i overbevisende stil. Med sejren bragte Christian Lundgaard sig i front for FIA SMP Formula 4 NEZ mesterskabet.

”Det var den mest lærerige weekend jeg har haft. Jeg vidste vi havde farten og vi var hurtigst i første kvalifikation, men så kom der et rødt flag, der ikke lige gik efter planen… Det gav frustrationer, men derfra måtte jeg tage tingene som de kom. De første omgange i løb et og to var virkelig lærerige. Når man starter bagerst, så var det bare max angreb fra starten, men samtidig gjaldt det om at overleve. Men jeg vidste, at jeg skulle tage så mange placeringer som muligt de første omgange, for når først feltet er faldet til ro, så er det næsten umuligt at overhale på den bane”, fortæller Christian Lundgaard efter løbet.

Næste afdeling i FIA SMP Formula 4 NEZ afvikles den 1.-2. Juli i Parnu, Estland.

I den kommende weekend den 10.-11. juni er det danske racinghåb til stede på Ring Djursland, når hans storebror Daniel Lundgaard stiller til start i anden afdeling af den danske Formel 4 Renault serie. Her skal Daniel følge op på det flotte resultat med tre andenpladser, som han kørte hjem ved første afdeling på Jyllandsringen.

Skriv en kommentar