Saxo Bank forlænger med Lotus

Saxo Bank kører videre med Lotus F1 og Romain Grosjean i 2015

9. februar 2015

Saxo Bank, der er specialiseret i online handel og investering, annoncerer i dag, at man forlænger samarbejdet med F1 teamet Lotus samt racerkører Romain Grosjean.

Som en del af samarbejdsaftalen bliver Saxo Banks logo for den kommende sæson placeret på indersiden af hækvingen på den nye sort- og guldfarvede Lotus F1 E23 hybridracer.

Ligeledes inkluderer aftalen en kundepakke, der giver Saxo Bank en unik mulighed for at for at invitere kunder med til at overvære F1-løbene fra den eksklusive Paddock Club og besøge Lotus-holdets fabrik. Tilmed får Saxo Bank billetter til en række GP2 VIP events, hvor Marco Sørensen, som også er sponsoreret af Saxo Bank, vil tage bankens kunder og ansatte ind i motorsportens maskinrum.

Matthew Carter, Lotus F1 Team, CEO, udtaler:

“Saxo Bank er en fantastisk partner, hvis værdier matcher vores egne. Vi begyndte vores rejse med Saxo Bank som officiel forretningspartner i starten af 2014, og sidenhen er samarbejdet vokset og blevet stærkere takket være Saxos engagement og den værdi, de har fået ud af det. For os er 2015 sæsonen, hvor vi for alvor vil forsøge at etablere os i feltet, og alle er meget begejstrede for den nye E23 Hybrid-racer samt vores partnerskab med Mercedes AMG High Performance Powertrains. Saxo Bank er en essentiel del af denne kamp for at cementere os i feltet og udfordre de mere etablerede og større hold.”

Kim Fournais og Lars Seier Christensen, stiftere og adm. direktører i Saxo Bank, udtaler:

“Saxo Bank har etableret et værdifuldt samarbejde med to af verdens mest populære sportsgrene – motorsport og cykling – og vi er stolte af at vi i 2015 fortsætter vores sponsorat af både Lotus F1 Team og Tinkoff-Saxo. Lotus F1 Team har vist sig at være en reel udfordrer i en sport, der er domineret af de større og mere etablerede hold, og samarbejdet passer derfor helt naturligt ind i Saxo Banks strategi for sponsorater.

“Sponsoratet af motorsport giver banken mulighed for at nå ud til markeder som Latinamerika, Mellemøsten og Sydøstasien, hvor cykling ikke har helt samme gennemslagskraft. De to sponsorater komplimenterer derfor hinanden rigtig godt. Vi ser frem til at støtte Lotus F1 fra langsiden med vores lokale kunder.”

Saxo Bank styrker motor-sponsoraterne
I januar annoncerede Saxo Bank sponsoratet af GP2-kører Marco Sørensen samt vinderen af det franske F4 mesterskab 2014, Lasse Sørensen. Saxo Bank har sponsoreret Marco Sørensen siden 2014, der i midten af sidste sæson skiftede til GP2-klassen fra Formula Renault 3.5-serien og som efterfølgende fik sin første sejr i oktober. Lasse Sørensen, der er Marcos 18-årige lillebror, anses som en af dansk motorsports største talenter, og skal i den kommende sæson køre for MP Motorsport i Formula Renault 2.0-serien. 

Partnerskabet med Lotus F1 og Sørensen-brødrene markerer fortsættelsen af Saxo Banks stærke engagement i sportens verden, der også tæller sponsoratet af UCI ProTour-cykelholdet Tinkoff-Saxo og Riis Cycling (nu Tinkoff-Saxo) siden 2008.

Skriv en kommentar