Jørgen Worthmann går også i 2015 efter sølvtøj

Slagteren fortsætter i Citroën DS3 Cup

16. januar 2015
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

2015-sæsonen i Citroën DS3 Cup vil ligesom de forgangne to sæsoner byde på underholdende indslag fra det populære team omkring slagtermester Jørgen Worthmann.

Racerkøreren fra Haderslev-egnen tog en tredjeplads i 2014-udgaven af Citroën DS3 Cuppen – sønderjydens blot anden sæson i banesport.

– Jeg tager en sæson mere i Citroën DS3 Cuppen. Det bliver godt at komme i gang igen, og Worthmann Racing stiller med en helt ny bil. Der er meget, der skal læres, da der kommer en del ændringer på bilen til den kommende sæson, det bliver ikke bare lige sådan. Men vi vil altid gå efter podiepladser, ligesom vi gjorde i sidste sæson, siger Jørgen Worthmann.

Jørgen Worthmann solgte i slutningen af 2014 sin hidtidige racer til en norsk kører, men kommer altså med en helt ny DS3 Cup racer, endda i nye farver til den kommende sæson.

– Vi har fået en fantastisk opbakning fra serien, vores sponsorer og fra Citroën, hvilket var med til at overbevise os om, at vi skulle tage en sæson mere. Vi er med for at hygge os, og det vil vi fortsætte med i den kommende sæson også, siger Worthmann videre.

Worthmann Racing fortsætter i nuværende opstilling med mekanikerne Iver, Erik og Thomas, der alle er med til at give det unge team kolorit.

Også fra seriens promotor er der glæde over nyheden.

– Vi er glade for at have slagteren med i 2015 igen og for at Citroën DS3 Cup bliver mere og mere spændende for hver dag.  Den sidste ankomst er en glædelig en, siger promotor Martin Jensen fra Insight Racing.

Citroën DS3 Cup begynder med første afdeling den 25.-26. april på FDM Jyllandsringen.

Se mere om racerklassen her.

Skriv en kommentar