Tekniske og sportslige nyheder i Citroën DS3 Cup 2015

5. november 2014
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Der bliver flere nyheder næste sæson i Citroën DS3 Cup.

Nu har promotoren kunnet løfte sløret for nye tiltag, der formentlig kommer til at gøre mærkeklassen for de små franske racere endnu mere attraktiv.

Helt konkret vil bilerne i 2015 have monteret spær, så bilens egenskaber i sving bliver bedre end hidtil. Derudover arbejdes der i øjeblikket på at lave en alternativ styreboks til motorerne med henblik på at eliminere risikoen for snyd.

For at gøre det endnu mere attraktivt at tilmelde sig klassen, får de første 15 tilmeldte danske kørere til den fulde sæson opdateringen gratis sammen med gratis teltplads og olieprodukter fra Total.

Der bliver introduceret et symbolsk tilmeldingsgebyr på kr. 2.500,- excl. moms for hele sæsonen, ligesom at der vil blive stillet krav til at tilmeldte kørere ikke udebliver fra løbene uden gyldig grund.

NEZ-mesterskab og mulighed for gæsteoptræden i Norge

I Norge er Citroën DS3 Cup netop blevet offentliggjort, og to norske kørere har allerede på nuværende tidspunkt valgt både at køre det norske og danske mesterskab. De tekniske reglementer er helt ens, hvilket giver muligheden for at deltage i både det norske og danske mesterskab, foruden naturligvis NEZ-mesterskabet, som køres over to afdelinger i Norge og Danmark.

På informationsmødet blev der givet udtryk for at der er flere biler klar til salg eller udlejning. For at gøre markedet mere overskueligt for potentielle kørere, er DS3RACING.DK nu opdateret med en Salg/Leje-sektion, hvor det forsøges at skabe en oversigt over ledige biler i landet.

Martin Jensen sluttede af med at overrække mesterskabspokaler til sæsonens tre bedste kørere, hvorefter han luftede sin forhåbning om et stort, skandinavisk Citroën DS3 Cup-felt ved Grand Prix Danmark 2015:

– Jeg synes at 2014-sæsonen har vist at bilerne og kørerne er et fantastisk udgangspunkt. Med de nye tiltag, både tekniske såvel som afviklingsmæssige, tror jeg at vi kommer til at få en rigtig god sæson næste år. Med et stort, dansk felt, og besøg fra de norske kørere, er der en god chance for at se et rekordstort felt på banen til sommer.

Skriv en kommentar