Alonso hurtigst den sidste dag på Jerez

10. februar 2012

Alonso rejste sig på sidstedagen af testen på Jerez med at sætte dagens bedste tid på 1:18.877. Det var noget af en oprejsning ovenpå gårdsdagens test, hvor hans bil måtte bruge knap to timer i pit.

Natten til i dag havde der været frost på Jerez, så da testen startede i morges kl. 9 var banetemperaturen på frysepunktet. Der blev lagt roligt ud, men da solen begyndte at bryde frem blev tempoet sat op, som Alonsos tid også viste.

Ferrari teamet udtalte i går efter testen, at de ikke er tilfredse med, hvor langt de er nået med deres 2012 racer. De ser masser af potentiale i bilen, men ville godt have nået mere af deres testprogram i denne uge på Jerez end tilfældet blev. På trods af Alonsos gode start med hurtigste omgang lidt før klokken 11, så blev teamet ramt af elektriske problemer over middag, og Alonso fik ikke kørt mange omgange i eftermiddagens træning.

I dag så man ikke meget til Red Bull raceren, der havde Vettel bag rattet. Han blev noteret for sin første omgangstid klokken halv tre ud på eftermiddagen. Red Bull teamet har ellers haft en god uge med mange kilometer i bilen til både Vettel og Webber. Teamet udtrykte også stor tilfredshed med de resultater, de har opnået i testen på Jerez, og kørerne er meget tilfredse med 2012 raceren.

McLaren er et andet team, der udtrykker tilfredshed med bilen og testforløbet i ugen, der er gået.

– Min første fornemmelse af bilen er ganske positiv, og vi vil tage en masse med fra denne uge vi kan omsætte til forbedringer til den næste test, udtalte Hamilton i går efter dagens program. Ligesom flere andre kørere nævner han også, at det især er det manglende vejgreb på bagdækkene, som er den store forskel fra 2011 racerne.

Sahara Force India fik i dag Nico Hülkenberg I bilen for første gang i denne uge. Han skulle have været i bilen i går, men da Jules Bianchi ødelagde bilen allerede fra morgenstunden, kom Hülkenberg ikke i bilen i går. Han fik kørt 90 omgange under dagens test i dag.

Bruno Senna fik atter i dag kørt mange omgange i Williams raceren – han nåede 125 omgange præcis som i går. Williams teamet har ikke leveret de hurtigste tider i ugens tests, men de mange kilometer har givet en stor mængde data, som de kan arbejde videre med inden næste test. De hører til de teams, der har nået et af de mest omfattende testprogrammer i denne uge på Jerez.

Den næste officielle formel 1 test finder sted fra den 21.-24. februar på Circuit de Catalunya i Barcelona. Det bliver spændende at se, hvilke teams der overrasker og hvilke der skuffer. Racemag bringer også nyheder fra denne test senere på måneden.

Dagens resultat på Jerez:

Alonso Ferrari 1:18.877
Vergne Toro Rosso 1:19.597 +0.720
Vettel Red Bull 1:19.606 +0.729
Hamilton McLaren 1:19.640 +0.763
Grosjean Lotus 1:19.729 +0.852
Kobayashi Sauber 1:19.834 +0.957
Hulkenberg Force India 1:19.977 +1.100
Senna Williams 1:20.132 +1.255
Trulli Caterham 1:22.198 +3.321

Skriv en kommentar