Christian Jensens premiereløb med den nye Peugeot 208 T16 udsat

18. marts 2014

Det bliver ikke ved årets sæsonpremiere for rallysporten – det nordtyske Wikinger Rallye i sidste weekend af marts – at Christian Jensen og Freddy Pedersen får debut med den nye Peugeot 208 T16.

”Det var utroligt skuffende at få meddelelsen om, at bilen endnu ikke er klar til, at vi kan stille op i løbet,” siger Christian Jensen. ” Men det ændrer naturligvis ikke på, at vi glæder os meget til at komme bag rattet i vores nye 208 T16.”

Den nye rallybil, som Christian Jensen og Freddy Pedersen skal bruge som arbejdsværktøj i bestræbelserne på at genvinde deres Danmarksmesterskab fra 2012, blev bestilt i efteråret hos Peugeot Sport i Frankrig og skulle efter planerne være ankommet til Peugeot Sport Dealer Team DK’s værksted i disse dage.

”Peugeot Sport er imidlertid blevet udfordret i forbindelse med den afsluttende homologering af bilen, og det betyder, at ikke bare Peugeot Sport Dealer Team DK, men også andre kunder desværre ikke får deres biler til aftalt tid, selv om det er et halvt år siden, at vi bestilte bilen,” siger teamkoordinator Kjeld Seidler, der har kontakten til Peugeot Sport i Frankrig.

”Det er desværre en af de udfordringer, som kan opstå, når der ikke bare er tale om en ny bilmodel, men også en bil, som skal bygges efter et helt nyt reglement,” siger Christian Jensen. ”Det er rigtig ærgerligt, men nu vælger vi så i stedet at give bilen sin debut i Grindsted Motor Klubs minirally i starten af april, så vi kan få testet den inden de mesterskabstællende løb. Og så må vi bare vinde sæsonens fem resterende DM-løb!”

Skriv en kommentar