Christian Lundgaard, Daniel Lundgaard og Henrik Lundgaard

Christian Lundgaard rydder bordet ved Dansk Motorsport Award

24. februar 2018
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Christian Lundgaard forlod sent fredag aften Dansk Motorsport Award som den helt store vinder. Hele fire forskellige priser blev det til for den kun 16-årige racerkører, der i 2017 ikke blot vandt to forskellige titler i Formel 4, men også blev tilknyttet Renault Formel 1 teamets Junior Academy.

Christian Lundgaard vandt aftenens mest prestigefyldte pris som Årets Bilsportskører. Prisen uddeles af Dansk Automobil Sports Union og er blevet uddelt siden 1994. Christian Lundgaard er den yngste kører, der har modtaget prisen. På listen af tidligere modtagere findes nogle af dansk motorsports største navne som Tom Kristensen, Kevin Magnussen, Jan Magnussen, Jason Watt, Casper Elgaard, Nicki Thiim og Marco Sørensen. På listen er også Christians far, Henrik Lundgaard, der i 1997 modtog prisen, da han blev første dansker, der scorede point i VM i rally – ovenikøbet i det prestigefyldte Monte Carlo Rally.

Men som nævnt, var det ikke eneste pris Christian Lundgaard modtog på den flotte aften med mere end 800 gæster i Docken, København. Christian vandt også prisen, Årets Profil, en pris der gives ud fra en internet afstemning kombineret med stemmerne fra et udvalg i DASU.

Høltzer pokalen

Høltzer pokalen, den ældste hædersbevisning i dansk motorsport med rødder tilbage til 1919, blev også tildelt Christan Lundgaard. Pokalen bliver ikke uddelt hvert år, men kun de år, hvor man finder en værdig modtager. Sølvpokalen er fyldt med navne fra alle de store danske motorsportsprofiler, der gennem årene har fået tildelt denne, for at have leveret en ekstraordinær præstation indenfor dansk motorsport. Pokalen blev overrakt af tidligere Le Mans kører Lars Erik Nielsen, der overrakte den på vegne af hans datter Christina Nielsen, der fik tildelt prisen sidste år. Tidligere modtagere af pokalen er racerstjerner som Tom Kristensen, Kevin Magnussen, Jan Magnussen, Thorkild Thyrring, Nicolas Kiesa, Jason Watt og John Nielsen.

Christian Lundgaard modtog også vandrepokalen Colding-pokalen. En vandrepokal indstiftet af tidligere landstræner i gokart, guldsmed Kim Colding, med det formål at hædre og synliggøre motorsportsfolk, der med udspring i Karting gør Dansk motorsport ære i ind- og udland.

“Det var en vild aften” sagde Christian Lundgaard efterfølgende. “Det er virkelig svært at forstå. Jeg er så glad og stolt og mangler ord på al den anerkendelse. Det har været en fantastisk sæson, men at blive fejret på den her måde, gør det endnu mere vildt. At modtage priser, som tidligere er tildelt alle de store danske stjerner er fantastisk. Der skal selvfølgelig lyde en kæmpe tak til min familie, DASU, Team Danmark, og mine sponsorer. Og selvfølgelig til min manager Alessandro (Alunni Bravi – red.) og Renault Sport Academy chef Mia (Sharizman – red.), der heldigvis begge var med i aften”.

Læs også: Dansk Motorsport Award tilbage i København

Christian Lundgaard var ikke den eneste i Lundgaard familien, der gik hjem med en pokal. Storebror Daniel Lundgaard fik aftenens største pokal, da han blev hædret for sit danske mesterskab i den første sæson af den danske Formel 4 serie. Et mesterskab der fulgte op på hans danske mesterskab i Formel Ford året inden.

Skriv en kommentar