Christina Nielsen sejrer igen i USA

4. juli 2016
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Christina Nielsen vandt sammen med sine holdkammerater Alessandro Balzan og Jeff Segal årets anden sejr i GTD klassen i den amerikanske IMSA serie, da 6 timers løbet på Watkins Glen blev afviklet søndag aften dansk tid.

Læs også: Sådan sendes det engelske Formel 1-grandprix

Kort inde i løbet var der ellers ikke meget der tydede på, at de i deres Ferrari 488 GT3 fra Scuderia Corsa, ville have mulighed for at kæmpe med om sejren, da problemer med bilen kostede tid både på banen og i pitten.

Christina Nielsen startede løbet i bilen og vandt hurtigt placeringer og var kommet op på fjerdepladsen, da bilens motor begyndte at sætte ud. Scuderia Corsa forsøgte at reparere bilen ved de planlagte pitstops og Christina kæmpede sig igennem løbets første timer, inden hun overdrog bilen til Jeff Segal efter to timers kørsel.

Segal måtte dog til sidst ind til et længere pitstop. Det satte teamet en omgang tilbage og ned på en niendeplads ud af de fjorten biler i GTD klassen. Men en stærk strategi fra teamet bragte dem tilbage på omgangshøjde og Balzan kæmpede bilen i front inden deres sidste pitstop.

Mod slutningen bragte flere genstarter efter safetycar ekstra spænding, men efter de seks timers kørsel kunne Balzan køre Ferrarien over målstregen som vinder, kun 1,8 sekunder foran Porsche med Lally, Potter og von Moltke. I mesterskabet fører Nielsen og Balzan nu med 162 point, 13 point foran Farnbacher og Ribeiras i Porsche.

“Det er svært, at lade være med at smile” sagde en glad Christina Nielsen efter løbet. “Jeg troede ikke, vi ville stå her i victory lane i dag. Det er helt fantastisk. En fantastisk team indsats. Vi kørte fejlfrit og teamet knoklede på at løse problemerne og sammen med en stærk strategi fra dem, endte vi som vindere. Vi havde en rigtig god bil, den manglede topfart, men var stærk i særligt de hurtige sving. Men som da vi vandt på Sebring, så håndterede teamet problemerne korrekt og de bragte os tilbage på vinderkurs. Så en kæmpe tak til Scuderia Corsa og mine to holdkammerater Balzan og Segal, som alle var super professionelle i dag. Og ikke mindst en kæmpe tak til min far (Lars Erik Nielsen – red.) som har været med til at gøre dette muligt”.

Jan Magnussen sluttede på syvendepladsen i GTLM klassen i sin Corvette C7.R fra Corvette Racing. Næste løb for Christina Nielsen og Jan Magnussen er på Mosport i Canada i den kommende weekend.

Skriv en kommentar