Michael Christensen på Silverstone. Foto: Porsche AG

DASU-elitenyhedsbrev U36: Gode danske resultater i tragisk weekend

3. september 2019

Siden sidst
International banesport blev desværre ramt af tragedie den forgangne weekend. I forbindelse med det belgiske grand prix på Spa-Francorchamps omkom franske Anthoine Hubert og en anden blev kvæstet i Formel 2-løbet.
Denne ulykkelige hændelse skal dog ikke overskygge det faktum, at danske banekørere atter leverede strålende resultater i weekenden.

Fornem weekend af Nicklas Nielsen

Unge Nicklas Nielsen leverede et svendestykke af dimensioner på Silverstone, da han i sin debut for Ferrari i World Endurance Championship (WEC) sejrede i Am-klassen sammen med Collard/Perrodo. Dagen før (lørdag) deltog Nicklas i en afdeling af European Le Mans Series (ELMS) ligeledes på Silverstone, hvor det blev til en fjerdeplads og en samlet føring i dette mesterskab.

Også verdensmester Michael Christensen kunne forlade Silverstone med sølvtøj, idet han og Kevin Estre sluttede på andenpladsen i GTE Pro for Porsche. DaneTrain Marco Sørensen/Nicki Thiim blev P5 i klassen.
I LMP2 fik danske High Class Racing med Anders Fjordbach en problemfyldt debut i WEC og kom i mål på syvendepladsen.

Mikkel Jensen i front i LMP3

Foruden Nicklas Nielsen er endnu en dansker med helt fremme i  ELMS efter lørdagens løb på Silverstone. BMW Junior Mikkel Jensen vandt sammen med sin tyske makker LMP3-kategorien, mens Christian Olsen/Martin Vedel sluttede P10 i klassen. I GTE sluttede Michelle Gatting og holdkammerater på en fornem andenplads i en Ferrari og er treer samlet i klassen.

Danskere på Spa

Tre danskere deltog i Belgiens Grand Prix på berømte Spa-Francorchamps. Kevin Magnussen og Haas F1 Team har stadig problemer med set-up, og Kevin sluttede uden for points på P12.
I Formel 3 hjemtog Christian Lundgaard to fjerdepladser og indtager nu femtepladsen i mesterskabet med to runder tilbage.
Endelig kom Mikkel O. Pedersen i mål på tiendepladsen i Porsche Super Cup.

Frederik Vesti udbygger føring

FIA Regional F3 Championship tog på Imola i Italien hul på anden halvdel af sæsonen. Frederik Vesti fortsatte sin dominans af serien med to sejre og to tredjepladser i runden, og udbyggede dermed sin føring i mesterskabet.
På samme bane afvikledes afdeling af det italienske Formel 4 mesterskab. Oliver Rasmussen hentede sæsonens hidtil bedste resultat med en fjerdeplads i et af rundens løb.

Blandet for Rasmussen i Oregon

Christian Rasmussen havde en blandet weekend i næstsidste afdeling af US F2000 Championship. På Portland International Raceway hentede han en tredjeplads i weekendens første løb, men scorede desværre ikke yderligere i andet løb.

Sejr til Lind i Barcelona

Dennis Lind i Lamborghini til 24H Barcelona 2019Lamborghini fabrikskører Dennis Lind gæsteoptrådte den forgangne weekend i afdeling af løbsserien 24H Series, afviklet på banen i Barcelona. Og Dennis leverede varen ved at vinde 24-timers løbet for Lamborghini sammen med holdkammeraterne Amstutz/Machitski/Kujala. Blandt de øvrige danske deltagere tog Perfection Racing Europe en andenplads i SP3-klassen.

Foto: 24H Series / Porsche AG

 

 

Det sker

Temple of Speed

Allerede næste weekend er hele Grand Prix-karavanen i aktion igen. Denne gang er det en sportens absolutte højborge, Monza, der lægger asfalt til, og Kevin Magnussen er atter til start for Haas F1 Team. Foruden Kevin deltager Christian Lundgaard i Formel 3 og Mikkel O. Petersen i Porsche Super Cup. Monza er den hurtigste bane på Formel 1-kalenderen og markerer afslutningen på den europæiske sæson.
Viasat sender hele weekenden, se hvornår på viasat.dk/tv-guide

Atter danskere på Silverstone

Når løbsserierne European GT Open og Euroformula Open den kommende weekend gæster Silverstone i England, er der danskere til start i begge løb.
I GT Open er Frederik Schandorff og hans kinesiske makker til start for Lamborghini, mens Nicolaj Kjærgaard er til start i Euroformula for Carlin. Det er en bane Nicolaj kender særdeles godt efter sine sæsoner i britisk motorsport.
Se euroformulaopen.net og gtopen.net

VM i Finland

Fire unge danskere er med når det prestigefyldte FIA VM i karting for klasserne OK og OK Junior afvikles den kommende weekend på banen Älahärma i Finland. I seniorklassen OK er Sebastian Øgaard og Sebastian Gravlund til start, mens Conrad Laursen og Jonathan Weywadt deltager i juniorklassen.
Følg begivenhederne live på cikfia.com

F4 på FDM Jyllandsringen og i Ungarn

Valdemar Eriksen og Mikkel Grundtvig, er med når femte afdeling af det franske Formel 4 mesterskab afvikles den kommende weekend på Hungaroring i Ungarn.
Syvende afdeling af det danske mesterskab for Formel 4 afvikles på FDM Jyllandsringen i forbindelse med GP Danmark, med deltagelse af den hjemlige elite. Her fører Malthe Jakobsen i den samlede stilling.
Se formel4.dk

 

DASU-arrangementer denne uge

 

GP Danmark FDM Jyllandsringen 6-8/9 Aarhus Automobil Sport
Landskamp. Åbent løb FR Nisseringen 6-8/9 Næstved Motor Klubs Autoafd.
Autospeedway Skærbæk 7/9 Motor Sport Sønderjylland
DM 7 Greve 7-8/9 Greve RC-Center
ØS. OCS 7/9 Sydsjællands Automobil Klub
Efterårsløbet Barmosen 7-8/9 Sydsjællands Automobil Klub
Jydecup Fyns Karting Center 7-8/9 Søndersø Karting Klub
HAMK hill climb Horsens/Østbirk 7/9 Horsens Automobil & Motor Klub
DM og Cup, 3. afd. Glostrup 8/9 Glostrup R/C Racing
Rallysprint Ringkøbing 8/9 Ringkøbing og Omegns Motor Klub
Klubrallykursus Sakskøbing 8/9 Nykøbing F. Motor Sport
MjT 5 9/9 Ikast og omegns Motor Klub
Torsdagsrally 12/9 Horsens Automobil & Motor Klub

Skriv en kommentar