Det svære valg

27. marts 2009

Den regerende rally danmarksmester for 4WD biler, Max Christensen, har været i syv sind hen over vinteren. Hvordan skulle han forsvare sit mesterskab?

En ting lå fast: Det ville blive bag rattet af en Subaru Impreza. Men problemet var, om det skulle være den N12’er, som mesterskabet blev vundet i, eller om det skulle være den nye N14-model. Nyeste model lyder som et naturligt valg, men så enkelt var det ikke. “Max har været meget glad for den N12’er, han har kørt de sidste par sæsoner. Den har passet rigtig godt til ham, så han har vist lidt svært ved at slippe den og har i det mindste villet sikre sig, at han holdt den mulighed åben, at han kunne bruge den igen i år,” fortæller Kaj Christensen fra Subaru Motorsport Danmark.

N12’eren har da også været en stabil og hurtig bil og en bil, som man vinder et danmarksmesterskab i, har jo også bevist sit værd. Uden tvivl har det også luret i baghovedet, at den N14, som konkurrenten Christian Jensen kørte i 2008, i hvert fald i begyndelsen af sæsonen virkede noget uhåndterlig.

Så forud for årets første rallytest i Aare stod Max klar med begge biler. Den gode gamle N12 og en splinterny N14, som knap havde rullet en meter. Bilen blev leveret færdigbygget fra Tommi Makinen i Jyväskyla, Finland, ganske få dage forinden og er forsynet med de allernyeste opdateringer, som er udført ud fra de erfaringer, man har gjort sig med modellen i 2008.

Og i løbet af testdagen svingede Max’s barometer over og pegede på den nye N14. Faktisk kom den gamle N12 slet ikke ud at køre og den er nu blevet sat til salg.

Skriv en kommentar