Dobbelt op til Michael Markussen i Grand Prix Danmark

28. august 2016
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

I Jan Magnussens fravær var Michael Markussen ene om at forsvare Magnussen Racing Experience i DTC – og den opgave løste den unge koldingenser til UG på en ellers svær søndag med masser af regn og dramatik i DTC.
Efter en hårdt tilkæmpet fjerdeplads i 1. heat startede Michael Markussen fra femte position i 2. heat, og fik en god start. Det gjorde polesitter Kasper Aaskov imidlertid slet ikke. I stedet tog Christer Gislerud indledningsvist føringen, mens Markussen gik fra 5 til 2 i løbet af de første par hundrede meter. Den norske føring var dog kortfristet, for Gislerud måtte hurtigt sande, at han ikke helt kunne holde positionen. Lidt efter gik vinderen fra 1. heat, Frederik Schandorff, frem til sjettepladsen og lå i hårde kampe, men desværre for den unge kører fra Djursland endte det hele i sandkassen i 1. sving. Det gav en safetycarperiode, men den ændrede ikke noget nævneværdigt. Casper Elgaard havde imidlertid fundet vej fra sjettepladsen til en andenplads, men fik aldrig rigtigt sat det afgørende angreb ind på Markussen. Det blev derfor resultatet – bag Markussen og Elgaard gjorde Martin V. Jensen og Nicholai Eberhard også et godt stykke arbejde med at holde fast i tredje- og fjerdepladsen i en hård kamp med blandt andre Ronnie Bremer og Michelle Gatting.

Safetycars alle vegne i finalen
Var 2. heat en rimeligt rendyrket forestilling, så var finalen en rodebutik af rang. Med pole position i det våde spor var Casper Elgaard ret udfordret fra starten, og da Michael Markussen med en superstart fra 2. position lagde hårdt fra land, stod den unge koldingenser igen med gode kort på hånden. Også Martin V. Jensen kom godt fra land og bragte sig op på andenpladsen foran Elgaard. Vinderen fra heat 2 kunne han dog ikke helt matche, og faldt i stedet i en god fight med Michelle Gatting, da Elgaard slog tilbage og tog andenpladsen.
Tre omgange inde faldt den første safetycar efter Sebastian Aarvik parkerede i sandet for enden af langsiden, og Markussen kunne se en gigantisk føring på over fire sekunder fordampe ud i ingenting.
Efter genstarten gentog billedet sig, men det var en kort fornøjelse, for allerede to omgange senere valgte Andreas Bakkerud at gøre sin landsmand følgeskab i sandkassen, og endnu en safetycar måtte til. Flere af de 11 omgange gik, og efter endnu en genstart måtte der atter en safetycar til, da også Nicolai Aaberg Hansen endte sit løb i gruset efter et sammenstød. Det afgjorde endnu en gang løbet, for feltet kørte til mål under safetycar – og Michael Markussen hev dagens anden gevinst ind foran Elgaard, U21-vinderen Martin V. Jensen og Michelle Gatting. Marius Nakken endte finalen på en femteplads efter en flot opkørsel fra en håbløs startplacering som nummer 15. Kasper H. Jensen hev sjettepladsen i land på lige så ringe vilkår, da han slet ikke kørte 2. heat og startede som nummer 17.

Michael Markussen, vinder heat 2 og finalen:
– Det her var en teamsejr. Vi har kæmpet weekenden igennem for at få en god bil, og selvom det var hårdt, så troede vi på det og holdt fast. Det her er ikke min sejr, det er teamets, siger han om sin første finalesejr nogensinde.

Tags

Skriv en kommentar