Kartshop-header
Christina Nielsen skrev sig ind i motorsportshistorien, da hun lørdag aften dansk tid vandt det amerikanske IMSA mesterskab i GTD klassen

Historisk præstation af Christina Nielsen

4. oktober 2016
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Christina Nielsen skrev sig ind i motorsportshistorien, da hun lørdag aften dansk tid vandt det amerikanske IMSA mesterskab i GTD klassen efter dramatisk løb på Road Atlanta. Med titlen blev hun den første kvinde, der har vundet et større internationalt sportsvognsmesterskab.

Forud for det ti timer lange løb Petit Le Mans, havde Christina Nielsen og holdkammerat Alessandro Balzan en føring i mesterskabet, der betød at Christina blot skulle fuldføre hendes minimums køretid på tre timer for at vinde mesterskabet.

Christina Nielsen blev omsværmet af medier, da hun steg ud af bilen efter at have skrevet historie

Christina Nielsen blev omsværmet af medier, da hun steg ud af bilen efter at have skrevet historie

Christina Nielsen startede løbet i Scuderia Corsas Ferrari 488 GT3 og trods masser af drama, med påkørsler fra modstandere, manglende drikkevand, manglende sidespejle og et bagudvendt kamera der ikke virkede, holdt Christina hovedet koldt. Teamet kommunikerede med Christina og da hun trods alt følte sig frisk, fortsatte hun i bilen gennem tre pitstops og efter mere end tre timers kørsel, kunne hun køre i pit og medens hun blev afløst af teamets tredje kører Jeff Segal, kunne hun udmattet modtage teamets hyldest og mediernes opmærksomhed.

Resten af løbet kæmpede teamet med manglende sidespejle og manglende bagudrettet kamera og en punktering i løbets sidste time, sendte holdet ned på ottendepladsen. Men Alessandro Balzan ville det anderledes og han kørte bilen op på fjerdepladsen efter de ti timer, men oppe foran var der yderligere drama. Audi #44 med Lally bag rattet havde taget føringen i aftenmørket på løbets næstsidste omgang, men da en af bilens andre kørere ikke havde opfyldt sin minimale køretid, blev de diskvalificeret og dermed fik Nielsen, Balzan og Segal løbets tredjeplads, den syvende podieplacering i år.

“Det er helt ubeskriveligt. Det er jo det her, alle racerkørere drømmer om. Vi har arbejdet hårdt for det hele året, så at stå som vinder af et IMSA mesterskab er helt utroligt” sagde en meget glad Christina Nielsen efter løbet. “Det her team har været helt fantastisk og jeg er så stolt over, at være en del af det. Vi har aldrig givet op og med Balzan og Segal har jeg nogle fantastiske holdkammerater. Det er så fedt at have vundet den titel sammen med de gutter og det her team. At jeg samtidig skriver historie ved at være første pige, der vinder en større international titel gør mig bare endnu mere stolt. Jeg håber det kan give andre piger blod på tanden og får dem til at tro, at de også kan nå deres mål”.

Christina Nielsen er den tredje dansker, der har vundet et mesterskab i den prestigefyldte IMSA serie. Tom Kristensen har tidligere vundet titlen overall og Jan Magnussen har vundet titlen i GTLM klassen.

Skriv en kommentar