Kartshop-header

IRC

IRC – Azorerne: Drama til det sidste

18. juli 2010
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Afslutningen på IRC-rallyet på Azorerne var fyldt med dramatik. Efter portugisiske Bruno Magalhaes (billedet) havde ført rallyet i langt det meste af de første to dage,  åbnede rallyet sig på den sidste dag og på de tre sidste prøver var det tre forskellige kørere, som lå i spidsen. Men på det vigtigste tidspunkt – efter den sidste prøve – var det igen Magalhaes, som var forrest og han vandt sit første IRC-rally.

Der var ikke én eneste af frontkæmperne, som slap for en eller anden form for grus i maskineriet undervejs i rallyet og det var kraftigt medvirkende til, at spændingen hele tiden blev bevaret. Bruno Magalhaes var i storform fra starten i torsdags. Han har tidligere vundet rallyet på Azorerne inden det blev en del af IRC og hans kendskab til prøverne satte ham i stand til at lægge sig i spidsen. Imens blev to af de øvrige favoritter hæmmet lidt af punkteringer. Både Juho Hanninen og Kris Meeke tabte tid på den konto.

Fredagen blev derfor til en kamp for de to om at kæmpe sig tilbage. Det lykkedes for Hanninen, som kunne slutte lørdagen af kun 2,2 sekunder efter Magalhaes, som stadig førte. Meeke kunne derimod ikke rigtig køre tid ind. Han havde det skidt med feber og kunne dermed ikke køre 100%. Magalhaes og Hanninen kunne dog ikke kæmpe alene – Jan Kopecky var kun 8,2 sekunder efter Magalhaes, så med de 3 førenden indenfor 8,2 sekunder var der lagt op til en spændende lørdag.

Og lørdagen skuffede ikke! Efter første prøve lå Magalhaes og Hanninen fuldstændig lige. Og det gjorde de også efter endnu en prøve, men det var fordi norske Andreas Mikkelsen, som ellers havde kørt glimrende og lå som nummer 4 i sin Ford Fiesta S2000, her fik sin del af dramatikken i rallyet. På prøve 14 mødte han en flok køer midt på vejen og mødet med dem gjorde grimme ting ved udseendet på hans Fiesta. Hvad mødet gjorde ved køerne meldte historien ikke noget om, men resultatet blev at Mikkelsen kunne fortsætte, mens prøven blev aflyst.

På næste prøve overtog Hanninen føringen, da Magalhaes løb i problemer. Hans gearkasse gik i gang med at tømme sig selv for olie, men portugiseren nåede service, hvor hans mekanikere straks sprang på bilen og ydede en fantastisk indsat ved at sætte en ny gearkasse på i løbet af en 20-minutters service.

Og alt håb var ikke ude. På næstsidste prøve punkterede Hanninen og måtte ud og skifte hjul på prøven. Hermed var Magalhaes igen forbi, men han var ikke i spidsen, for med hurtigste tid på prøven rykkede Jan Kopecky op forbi dem begge og kunne køre ud på sidste prøve som førende i rallyet.

Men dramatikken var ikke slut endnu! Kun 4 kilometer før mål på sidste prøve kørte Jan Kopecky af vejen og måtte udgå. Nu var der ikke flere hindringer tilbage for Magalhaes, som vandt en meget populær sejr. En anden, som nød godt af begivenhederne på de sidste prøver var Kris Meeke, som holdt sig fri af al tumulten og rykkede op fra en 5. plads til en 2. plads. En positiv overraskelse for ham.

I mesterskabsstillingen fik Juho Hanninen igen lidt luft i fronten, da han fik reddet 3. pladsen hjem efter sin punktering. Men de to, som trængte allermest til point, Magalhaes og Meeke, fik flere point end Hanninen og dermed er kampen blevet tættere.

Foto: IRC

Resultat:
1: Bruno Magalhaes (P)/Carlos Magalhaes (P) – Peugeot 207 S2000
2: Kris Meeke (GB)/Paul Nagle (GB) – Peugeot 207 S2000 (+1:00,1)
3: Juho Hanninen (FIN)/Mikko Markkula (FIN) – Skoda Fabia S2000 (+1:20,7)
4: Andreas Mikkelsen (N)/Ola Floene (N) – Ford Fiesta S2000 (+4:45,6)
5: Ricardo Moura (P)/Sancho Eiro (P) –  (+5:22,0)
6: Vitor Pascoal (P)/Mario Castro (P) – (+8:58,7)
7: Pedro Vale (P)/Rui Medeiros (P) – (+10:55,3)
8: Sergio Silva (P)/Paulo Leal (P) – (+12:54,5)

Mesterskabsstilling – kørere:
1: Juho Hanninen – 48
2: Jan Kopecky – 39
3: Bruno Magalhaes – 30
4: Guy Wilks – 25
5: Kris Meeke – 23
6: Thierry Neuville – 11
7: Mikko Hirvonen – 10
-: Freddy Loix – 10
9: Andreas Mikkelsen – 9
10: Paolo Andreucci – 8

Mesterskabsstilling – konstruktører
1: Skoda – 104
2: Peugeot – 73
3: M-sport – 26
4: Subaru – 14
5: Ralliart – 11

Skriv en kommentar