Kartshop-header

IRC

IRC – Madeira: Endnu en ny vinder?

4. august 2010
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Konkurrenceniveauet er bredt i toppen af IRC. Indtil videre har der i 2010 været 6 forskellige vindere i de 7 rallies, der er blevet kørt. Nu tørner feltet sammen på den portugisiske ferieø, Madeira, og det er faktisk ikke umuligt, at der igen kan findes en ny vinder.

Det er næsten karakteristisk for IRC, at der køres rally på en ø. Indtil videre har man i år kørt på Gran Canaria, Azorerne og Sardinien og inden året er omme, besøger feltet også Cypern. Alle disse øer er kendte feriesteder og hvis man vil kæde en ferie sammen med lidt rally, så er Madeira et rigtig godt sted at vælge.

Rallyet har base i den største by på øen, Funchal, hvorfra kørerne bevæger sig ud på hele 21 hastighedsprøver. Det betyder, at Rally Madeira er en barsk omgang for både kørere og biler og da den allersidste prøve er en lang sag på 22 kilometer er der basis for, at der kan ske ændringer i stillingen lige til det sidste. Sidste års vindermargin var kun på 3,5 sekunder og det levnede ikke meget rum til fejltrin.

Hvem kan så vinde på Madeira? Ja, det store antal sejrherrer indtil videre i denne sæson viser, at det er der mange, som kan. Men én favorit kan der godt peges på: Bruno Magalhaes (billedet). Den portugisiske kører har i forårets rallies kørt meget stabilt, men var sjældent oppe blandt de allerforreste. Det har dog resulteret i en solid pointhøst og da man så skulle køre på Azorerne, som var et rally han havde kørt talrige gange i det portugisiske mesterskab, satte han tempoet op og løb med sejren. Rally Madeira er også en del af det portugisiske mesterskab og her har Magalhaes også et stort kendskab til prøverne. Sidste år blev han nummer 2 og der er gode muligheder for, at han tager det sidste skridt denne gang.

Men det bliver ikke nemt. Vejene på Madeira minder om Gran Canaria og her vandt Skodas Jan Kopecky, mens den anden Skoda med den mesterskabsførende Juho Hanninen overraskende blev nummer 2. Overraskende fordi Hanninen indtil da ikke blev regnet for at være så overbevisende på asfalt, som han er på grus. Men det resultat betyder, at man ikke kan afskrive nogen af fabriks Skodaerne. En 3. Skoda kørt af belgiske Freddy Loix vil det også være letsindigt ikke at regne blandt vinderkandidaterne.

Så har vi Kris Meeke. Den regerende mester har haft et rent ud sagt elendigt år indtil videre. Men han er stadig hurtig, så længe han holder sig fri af uheld. En andenplads på Azorerne betyder, at han stadig kan være med i mesterskabskampen og den chance vil han gøre alt for at holde i live.

Abarth Grande Punto. Det er en bil, som man hidtil ikke har set meget til i IRC i 2010. I hvert fald ikke oppe foran. Men sidste år var det netop en Grande Punto, som vandt på Madeira. Den blev kørt af Giandomenico Basso, som imidlertid ikke stiller til start i år, men det gør en anden Punto, kørt af italienske Luca Rossetti. Rossetti fører i øjeblikket Europamesterskabet – som Rally Madeira også tæller med til – så mon ikke, man også får at se, hvad en Punto kan?

Rossetti er dermed en af de kørere, som kan byde ind på at blive årets 7. vinder. En anden mulighed her er portugisiske Bernardo Sousa. Han fører i øjeblikket det portugisiske mesterskab og eftersom han er født i Funchal, kender han naturligvis området der køres i. Han kan være et bud på en vinder, men det kan også tænkes, at han kører lidt med den portugisiske mesterskabsstilling i baghovedet, hvis kampen om føringen bliver alt for intens.

Rallyet begynder torsdag aften, men her køres der kun en enkelt publikumsprøve i selv Funchal by. Det er fredag morgen, at det går løs for alvor og så skal der køres næsten 300 prøvekilometre inden vinderen er fundet lørdag aften.

Foto: IRC

Skriv en kommentar