IRC

IRC – San Remo: Ny deltagerrekord

23. september 2010
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

De enkelte rallies i IRC har større og større søgning. Til San Remo Rally stiller der hele 30 Super 2000 biler til start og det vurderes at omkring 1/3 af dem vil kunne lægge et bud ind på sejren.

Den vurdering kommer fra Kris Meeke’s andenkører, Paul Nagle, og han er så centralt placeret i miljøet, at han ved, hvad han taler om. Hans vurdering er umiddelbart heller ikke helt ved siden af, for udover de vanlige IRC-kørere er der denne gang en række stærke italienske kørere på startlisten.

Abarth-teamet kommer med to tidligere IRC-vindere, Giandomenico Basso og Luca Rossetti, som begge stiller op med en opgraderet Grande Punto. Punto’en har nu større sporvidde – noget tilsvarende som Fabia’en fik tidligere på året – så de to italienere, hvoraf Basso vandt San Remo i 2008, er godt armeret.

Peugeot har også allieret sig med en italiensk tidligere vinder af San Remo: Paolo Andreucci, som også skal regnes i den skarpe ende. Derudover vender franske Bryan Bouffier tilbage til IRC. I Tjekkiet var det lige før han havde taget fusen på hele IRC-eliten og vundet rallyet. Denne gang er han tættere på sit hjemland, så han vil føle sig godt tilpas på prøverne.

Den sidste gæstekører denne gang er også det største navn: Gilles Panizzi stiller til start! Panizzi var i mange år ensbetydende med Peugeot, men denne gang kører han i den nye Proton Satria (billedet). Irske Keith Cronin kørte nogle ganske fine tider i bilen, inden han udgik i Tjekkiet og nu får den nye bil i hvert fald sin sag for! Panizzi kan om nogen sætte den på prøve, men endnu er bilen nok for ustabil til at han kan regnes som en konkurrent til sejren.

Så IRC-kørerne Hanninen, Kopecky, Loix, Meeke, m.fl. får nok at se til denne gang. Som førende i stillingen er det ikke nogen ulempe for Hanninen at der er så mange kompetente ikke-IRC kørere denne gang, da det jo gør det meget vanskeligere for hans konkurrenter at hente de store pointscorer der efterhånden skal til for at hale ind på ham i mesterskabet.

Selve rallyet bliver en hård sag for kørerne med mange udfordringer. Ganske vist er der påfaldende få prøver – kun 11 – og det hele er overstået på relativt kort tid – lidt over 24 timer fra fredag over middag til tidligt lørdag eftermiddag – men kigger man under overfladen er der nok at se til. Fredag aften efter mørkets frembrud skal kørerne igennem en decideret monsterprøve på hele 44 kilometer og som om den ikke nok skulle kunne rokere rundt på stillingen, så er de afsluttende prøver om lørdagen på nær en enkelt lille tilskuerprøve også nogle ordentlige basser lige i underkanten af 30 kilometer.

Skriv en kommentar