Kartshop-header
#63 - Corvette - Jan Magnussen - Foto: Marc Fleury MotorSport Photography

Jan Magnussen: – Le Mans er sæsonens største løb

se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Jan Magnussen og Corvette Racings #63 viste sidste søndag god form, da bilen blev noteret for klassens hurtigste tid ved testdagen på Le Mans. Mens Le Mans-ugen for alvor banker på, valgte vi hos Racemag at få en opdatering fra den firedobbelte vinder af den franske klassiker.

Selv om det fortsat er tidligt at sige noget om årets styrkeforhold, er det en fortrøstningsfuld Jan Magnussen, der ser frem til næste weekends vigtigste døgn:

– Testdage er bare testdage… Det fortæller ikke enormt meget, men jeg er glad for, at vi viste vores potentiale i søndags. Nu mister vi lidt hestekræfter på den seneste balance of performance, men jeg tror på det. Vi har hele tiden haft potentialet, også i USA. Resultaterne har virkelig bare ikke fulgt med, fordi vi har manglet heldet. På Daytona gik vores tank i stykker, og vi tabte et minut. Siden blev vi nummer to – 0,034 sekund efter den anden Corvette…. På Sebring havde vi også potentialet til sejr, men blev kørt af banen, og sådan har det bare fortsat. Heldigvis har jeg været i den her sport længe nok til at vide, at de her uheldige perioder kommer lidt i bølger, så vi skal nok få heldet med os igen, siger han og tilføjer:
– Det er fedt at være hurtigst, for det viser potentialet i vores team – men alt det andet gør udslaget til sidst.

Den nye balance of performance, der er blevet indført direkte efter søndagens test foreskriver, at Corvettens restrictors i indsugningen nu skal være 0,3 mm mindre. Inden testdagen blev de i øvrigt reduceret fra størrelsen i IMSA-serien på 29,5 mm til 29,1 mm. Dermed er Corvette blevet reduceret hele 0,7 mm til Le Mans.

#63 - Corvette - Jan Magnussen - Foto: Marc Fleury Motorsport Photography

#63 – Corvette – Jan Magnussen – Foto: Marc Fleury Motorsport Photography


Jagter revanchen

For Jan Magnussen og resten af teamet var sidste års Le Mans’ ærgerlige crash lige til glemmebogen. Derfor er det også en ekstra opsat firedobbelt vinder, som er tilbage i år:
– Jeg glæder mig helt vildt til Le Mans. Mest til at komme tilbage for at give det et stærkt forsøg. Sidste år vandt den anden Corvette, så potentialet var der også sidste år, og jeg håber, at vi kan gøre os gældende nu, forklarer han.

Udviklingen i GTE Pro går meget mod aerodynamik, og igen er det også et tegn på, at klassen både vil byde på et tæt og underholdende 24-timersløb.
– Blandt GT-bilerne sker der virkelig meget på aerodynamikken, og det er spændende at se, hvordan der hele tiden sker en masse nyt. Vi har selv brugt lang tid i vindtunnel for at tilpasse bilen til det nye reglement.

Corvette Racing på testdagen - Foto: Marc Fleury Motorsport Photography

Corvette Racing på testdagen – Foto: Marc Fleury Motorsport Photography


Den nye rival

En ny faktor på Le Mans 2016 er, at de amerikanske rivaler for alvor er på banen. Ford har med hele fire biler i GTE Pro meldt deres ankomst, og i USA kan det kun betyde én ting. Det gamle spændingsforhold mellem fans af Chevrolet og Ford er blusset op på banerne.

– Det er så fedt, at Ford er tilbage. Kampen er taget op, og for fans af de to mærker betyder det sindssygt meget. Man skal huske, at det i USA nærmest er en religion om man er til Chevrolet eller Ford, så det tænder virkelig noget i folk derovre. Jeg tror, det vil tage dem noget tid at skabe en stor fanbase, specielt fordi Ford GT ikke rigtigt er på gaden endnu. Men når den kommer, så bliver det stort, og jeg håber virkelig, at Ford også kan se, hvor suveræn en platform for markedsføring og ræs GTE Pro-klassen er, forklarer Jan Magnussen.

Den unikke udfordring på Circuit de la Sarthe venter forude, og selv om det er Jan Magnussens 17. løb på den franske bane, så bliver det ved med at være noget helt specielt:
– Le Mans er meget unikt. Jeg var ikke vild med det først, men da var jeg også formelkører. Le Mans før 1999 eksisterer ikke i mit hoved, og jeg havde aldrig været der før da. Siden er det blevet årets højdepunkt for mig, for det er sæsonens hårdeste opgave, det er det mest omtalte og mest spændende løb overhovedet, forklarer Jan Magnussen.

Skriv en kommentar