Kartshop-header

Kontant afregning i Renault Clio Cup 2011

18. oktober 2010
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Renault Clio Cuppen tegner til at blive en lukrativ klasse at deltage i. Såvel præmiepenge som meget fordelagtige forhold for deltagerne er noget af det, Peter Rasmussen har fået på plads, siden han for en måned siden overtog promotorrollen for klassen.

– I starten af oktober havde jeg aftaler på plads, som betød, at tilmeldingen til selve løbsserien bliver helt gratis, siger Peter Rasmussen til racemag.dk.

– Kørere og teams skal naturligvis stadig tilmelde sig til de enkelte løb, men her arbejder vi på en løsning, så vi kan holde disse omkostninger på et absolut minimum, fortsætter promoteren.

Når kørerne til næste år begynder at kæmpe om point til mesterskabet, bliver der også en økonomisk gulerod.

– Målsætningen er at opnå en kontant præmiesum på mindst 100.000 kroner, som gerne skulle blive større, siger Peter Rasmussen. – Præmiesummen planlægger vi at fordele efter finaleheatet i hver weekend, men derudover håber vi også på, at en række andre sponsorer vil gå ind med ekstra præmier til hvert løb.

Peter Rasmussen er glad for den afslutning, som Renault Clio Cuppen fik ved DM-Finalen på Jyllandsringen. Dels var der kamp om placeringerne i top 3 til det sidste. Dels havde man sæsonens største felt.

– Jeg håber, at vi kan fortsætte den gode tendens i 2011, så vi kan få endnu flere biler ud at køre, siger Peter Rasmussen.

– Det tror jeg også, at vi vil få. Renault Clio Cup er en klasse, hvor der ikke skal bruges tid på at skrue på bilerne. De leveres færdige fra Renault, og så gælder det bare om at give gas. Samtidig er det også en klasse, hvor man kan være med allerede fra det år, hvor man fylder 16 år. Det gør den oplagt for unge kartingkørere, som gerne vil prøve en hurtig racerbil.

Som noget nyt i Renault Clio Cup vil der fra 2011 også være et teammesterskab. Men det bliver anderledes end det teammesterskab, man f.eks. har haft i DTC, hvor to kørere i hver sin bil scorer point til samme team. I mærkeklassen vil forskellige kørere kunne samle point til det team, også selvom de i løbet af sæsonen scorer point i samme bil.

Endnu er det ikke klart, hvordan teammesterskabet præmieres.

Foto: Birger Vilén

Skriv en kommentar