Mange bud på en rally Danmarksmester

8. september 2010
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Nu hvor vi er over halvvejs i kampen om Danmarksmesterskabet i rally tegner der sig et billede i de 4 mesterskaber: I to af dem er der uhyre tæt kamp – og i de andre to har en enkelt mesterskabskandidat skilt sig ud.

4WD mesterskabet udkæmpes blandt de biler, der som oftest også er at finde i kamp om generalsejrene i de enkelte rallies. Og her er der spænding og kamp, som der ikke har været det i mange år! Faktisk er der ikke en enkelt kører, der fører mesterskabet, for Karl-Åge Jensen og Michael Pedersen ligger nemlig fuldstændigt lige. Og ikke nok med det for på 3. pladsen er der også dødt løb i øjeblikket imellem Max Christensen og Christian K. Jensen. Sidstnævnte har vist sig at være den marginalt hurtigste i år, men lige bag ham er der en flok på 4-5 kørere, der udover de allerede nævnte også indeholder Steen Andersen og Ib Kragh. Det betyder, at selv de mindste fejltrin betyder, at man ryger langt tilbage i rækkerne og det betyder, at DM-kampen i år nok skal blive rigtig spændende helt frem til det sidste rally.

I 2WD mesterskabet har Brian Madsen et stort forspring efter sejr i alle årets 3 rallies. Med 26 points forspring kan han faktisk tillade sig at springe over et rally og alligevel beholde sin føring – og det er faktisk lige hvad der kommer til at ske, da Brian Madsen efter sigende ikke stiller til start i næste DM-rally i Bramminge. Det giver de øvrige kørere en ekstra chance for at få kontakt til den hurtige Peugeot-kører, men han må alligevel regnes som storfavorit. 2’er i mesterskabet er i øjeblikket Frank Nielsen, som har vist sig at være den hurtigste og ikke mindst den mest stabile blandt de mange Citroen C2’ere, som er i feltet. Tempomæssigt er den lille Citroen dog ingen match for Tim Svanholt i sin Golf. Men Tim fik ingen point i DM 2 og derfor er han i øjeblikket nede på 3. pladsen i mesterskabet.

Tunet national mesterskabet er nok det mest uforudsigelige mesterskab. Det skyldes primært, at kørerne har ualmindeligt svært ved at få stablet en stabil sæson på benene. Det har Carsten Jensen (billedet) udnyttet, idet han fører mesterskabet i kraft af 3 solide pointplaceringer. Noget, som ingen andre har kunnet præstere. Hurtigste mand på Falster, Johnny Pedersen, kom først til mål, men fik alligevel ingen point med hjem, da han efterfølgende blev udelukket for at tanke bilen på et tidspunkt, hvor dette ikke var tilladt. Det er andet rally i træk, Johnny Pedersen er blevet udelukket efter en formalitet, og han er i øjeblikket helt uden point i DM-serien og dermed heller ikke længere en faktor i mesterskabskampen. Nærmeste konkurrent til Carsten Jensen er Henning Søgaard i sin veltjente Ford Sierra, men Kenneth Kolbe, Rasmus Sørensen og Kim Boisen er ikke længere bagude, end at de kan nå at blande sig endnu.

Så er der Standard National, hvor man ikke ligefrem kan sige, at der er kamp om mesterskabet. Der er faktisk slet ikke kamp overhovedet, da der på Falster kun var én bil i denne kategori, Jesper Christensen i Citroen Saxo. Han nåede imidlertid ikke i mål, hvorfor DM stadig føres af Ole Jensen, der indtil videre er eneste kører, som overhovedet har scoret point.

Foto: Morten Alstrup

Mesterskabsstilling 4WD:
1: Michael Pedersen (Mitsubishi Lancer) – 40
-: Karl-Åge Jensen (Peugeot 207 S2000) – 40
3: Max Christensen (Subaru Impreza) – 29
-: Christian K. Jensen (Peugeot 207 S2000) – 29
5: Steen Andersen (Mitsubishi Lancer) – 23

Mesterskabsstilling 2WD:
1: Brian Madsen (Peugeot 306 MAXI) – 60
2: Frank Nielsen (Citroen C2 R2) – 34
3: Tim Svanholt (VW Golf) – 30
4: Jesper Bisted (Citroen C2 R2) – 22
5: Kasper Nymann (Opel Astra) – 19

Mesterskabsstilling Tunet National:
1: Carsten Jensen (Renault Clio) – 33
2: Henning Søgaard (Ford Sierra) – 32
3: Kenneth Kolbe (Peugeot 205) – 22
4: Rasmus Sørensen (Opel Kadett GSi) – 20
-: Kim Boisen (BMW M3) – 20

Mesterskabsstilling Standard National:
1: Ole Jensen (Renault Clio) – 40

Skriv en kommentar