Ron Dennis og Kevin Magnussen

McLaren smider Dennis på porten efter 35 år

16. november 2016
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

I sidste uge kom det frem, at McLarens magtfulde boss igennem 35 år havde forsøgt sig med en overtagelse af hovedparten af aktierne i det britiske team sammen med kinesiske investorer.

Årsagen var, at Ron Dennis på det tidspunkt havde kniven for struben. Enten smuttede han på ordre fra resten af bestyrelsen, eller også kunne han overtage McLaren, som on-off har været sat til salg af de mellemøstlige hovedaktionærer.

Trods Dennis’ forsøg på at købe hovedparten af aktierne, som han selv ejer 25 pct. af, valgte bestyrelsen at sende Dennis på ‘gardening leave’ – en beslutning briten blev så fortørnet over, at han gik rettens vej for at beholde magten – en manøvre der altså mislykkedes.

“Jeg er skuffet over, at repræsentanter fra TAG og Mumtalakat, de andre hovedaktionærer i McLaren, har gennemtvunget beslutningen om at sende mig på gardening leave på trods af stærke advarsler fra resten af ledelsen om de potentielle konsekvenser for forretningen”, siger Ron Dennis i en meddelelse udsendt af Ritzau.

BBC skriver desuden, at bruddet er en udløber af en magtkamp i bestyrelsen. Ron Dennis skulle have talt for at lade et kinesisk konsortium overtage McLaren for omkring 13 milliarder kroner. Men den plan er ikke faldet i god jord hos de øvrige aktionærer.

Ron Dennis, der næste år fylder 70 år, er hovedarkitekten bag det moderne McLaren, som i hans tid som teamchef mellem 1981 og 2009 med Niki Lauda, Alain Prost, Ayrton Senna, Mika Hakkinen og Lewis Hamilton vandt ti individuelle VM-titler og syv konstruktørmesterskaber i Formel 1.

De seneste år er britens stjerne dog falmet gevaldigt. Ikke kun i Danmark, hvor han matchede Renaults taktløse håndtering af Kevin Magnussens mulige kontraktforlængelse. Ron Dennis var dog ikke manden bag beslutningen om at opsige samarbejdet med danskeren. Dennis ville faktisk hellere have den danske Formel 1-kører, men den magtfulde bestyrelse ville det anderledes og pressede forlængelsen med Jenson Buttons igennem.

Dennis har også mislykkes med at finde en erstatning for hovedsponsoren Vodafone i slutningen af 2014, mens samarbejdet med motorleverandøren Honda mildt sagt ikke har været den store succesfulde genforening, briten drømte om, da de for to år siden erstattede teamets daværende motorer fra Mercedes med Hondas.

Ron Dennis har hele vejen igennem haft alt den tekniske indsigt, som det kræver for at blive en autoritet i formel 1. Som 18-årig startede han som mekaniker for formel 1-teamet Cooper, hvorfra han to år senere skiftede til Brabham.

Efter et par år i Formel 2 og 3, gjorde Dennis comeback i Formel 1 i 1980 med netop McLaren. Året efter sikrede Dennis sig som 32-årig magten i McLaren International og har siden ageret magtfuld bestyrelsesformand og direktør lige ind til forleden dag, hvor den mangeårige medejer af McLaren, Mansour Ojjeh ,og Bahrains kongefamilies investeringsfond Mumtalakat sendte Dennis på orlov efter en gloværdig karriere.

Dennis ejer som sagt stadig 25 pct. af aktierne i McLaren, mens Mumtalakat sidder på 50 pct. og den fransk-saudiske Mansour Ojjeh ligeledes har 25 pct. af magten i teamet.

Det sidste ord er nok heller ikke sagt i sagen, hvor andre dele af magten i McLaren som omtalt har advaret mod fyringen af Dennis. Årsagen er angiveligt, at sponsorater for 160 mio. pund risikerer  at ryge i vasken, hvis Ron Dennis forlader teamet.

1 Comments

  1. Uden Ron er der sku ikke noget rigtig McLaren , det går nok op for dem en dag , alt køre videre uden en mand .
    DTC køre også videre uden Peter Elgaard , det ser alle frem til så kommer de også på Padborg park igen .
    Den dag Peter Elgaard stopper så for han hele bagsiden på EB gamle sure mænd for sig selv og jeg sende ham en god flaske rød vin .

Skriv en kommentar