Nicki Petersen Nascar 2015

Nicki Petersen NASCAR-debuterer i weekenden

24. april 2015

Det unge racertalent fra Hornslet ved Aarhus kører i denne weekend første afdeling af mesterskabet i Whelen Euro Nascar Series på Circuit Ricardo Tormo nær Valencia i Spanien.

Nicki, som i de seneste to sæsoner har været at finde i den hjemlige DTC-serie, tager i denne sæson springet til international motorsport med det italienske team, GDL Racing. Målet er en international karriere, og sæsonen i det europæiske mesterskab ser Nicki meget frem til.

– Bilen minder på flere måder om den bil, jeg har kørt DTC med i to år, så udfordringen bliver helt sikkert de mange dygtige kørere og en række nye baner, jeg ikke har prøvet kræfter med før, fortæller Nicki, som i denne weekend har næsten 30 konkurrenter på banen.

Forud for sæsonen har Nicki Petersen haft fire testkørsler på baner i Italien, og allerede inden første løb føler østjyden sig godt tilpas i bilen og teamet.

– Bilen kører godt, og jeg håber på at komme op og kæmpe med om topplaceringerne i løbet af sæsonen. Jeg vil kæmpe alt hvad jeg har lært, og teamet har lovet mig det bedste materiel til at klare udfordringen.

Efter sommerferien bliver Nicki Petersen og hans danske team, Danpor Motorsport, igen at finde på de danske baner. Her deltager han i de sidste fire afdelinger af DTC-mesterskabet.

– Mine sponsorer har gjort det muligt for mig at køre den sidste halvdel af sæsonen i Danmark sideløbende med de europæiske løb. Det betyder at jeg både er med ved Copenhagen Historic Grand Prix og Grand Prix Danmark på Jyllandsringen, som traditionelt er fyldt med tusindvis af gæster. Det glæder jeg mig meget til, og jeg tror at mine erfaringer fra udlandet vil være en god ballast på banerne herhjemme.

– Man kan følge med i Nicki’s løb på hjemmesiden http://hometracks.nascar.com/series/whelen-euro-series hele weekenden.
– På Facebook-siden https://www.facebook.com/NickiPetersen.Fansite
– Eller: Nicki Petersen – http://www.nickip.dk/

Skriv en kommentar