Nygaard smider fløjlshandskerne

15. oktober 2009
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Når ADAC GT Masters denne weekend afvikler finaleløbet, er det uden danskere med i topstriden.Selvom både Michael Outzen og Christoffer Nygaard har taget podieplaceringer i deres debutsæson i gt-serien, har ingen af dem noget reelt at køre for i den samlede stilling. Det får Ford GT-køreren Nygaard til at blæse til angreb.

– Vi kan ikke rigtigt nå noget i mesterskabet, så det er bare om at gå til den, så vi går efter at få et så godt løbsresultat som muligt, siger Christoffer Nygaard. Vi ligger så langt nede i rækkerne, så vi vil i stedet se, om ikke vi kan komme to gange på podiet, siger han i en meddelelse.

– Vi kører nok med en lille smule mere risiko. Vi kører ikke for at smadre bilen, men jeg er mere villig til at tage nogle chancer, hvor man måske ville være glad for en fjerdeplads, hvis man kæmpede om et mesterskab. Det er lige meget med mesterskabet nu, så vi vil gerne op på trappen og stå. Det bliver forskellen på, hvordan vi griber det an, siger Lyngby-køreren.

Oschersleben var i øvrigt den bane, hvor årets ADAC GT Master indledte sæsonen, og det var også her, hvor Christoffer Nygaard tidligere i år oplevede karrierens største triumf, da han vandt en EM-afdeling.

– Vi plejer at være gode på Oschersleben, men vejret bliver afgørende for, hvordan det kommer til at gå for os. Der har været sne i det nordlige Tyskland, og metrologerne er ikke enige om, hvorvidt det bare bliver skyet eller om der kommer regn eller sne. Sne synes jeg lyder lidt voldsomt…, slutter han.

Også Ronnie Bremer er som nævnt på Racemag blandt kørerne i weekendens finaleløb.

Foto: Markus Berns

Skriv en kommentar