Peugeot Sport Dealer Team ryster posen til næste års DM-rally og byder på flere spændende nyheder.

Peugeot 208 T16 til DM-rally

15. november 2013

Peugeot Sport Dealer Team ryster posen til næste års DM-rally og byder på flere spændende nyheder.

Den måske mest interessante, teknisk og sportsligt, er den nye Peugeot 208 T16, som den tidligere danmarksmester Christian Jensen skifter til fra sin nuværende 207 S2000. 208 T16 er som tidligere beskrevet på Racemag Peugeots våben i det nye R5-reglement, der afløser S2000 i nationale og internationale mesterskaber.

– Det bliver lidt af en julegave at få, siger Christian Jensen fra Ans, som sammen med Freddy Pedersen fra Bjerringbro skal deltage med bilen.

– Jeg har endnu ikke set den endnu i fysisk form, men ud fra de billeder, vi er blevet præsenteret for, så er det en virkelig flot rallybil.

Peugeot 208 T16 er den naturlige afløser for den succesrige Peugeot 207 Super 2000, som netop Christian Jensen og Freddy Pedersen tog Danmarksmesterskabet med i 2012. En markant forskel på de to biler er, at 208 T16-modellen er udstyret med en turboladet motor på 1.598 cm3.

– Vi ved ikke, om den er hurtigere end den gamle, så det er lidt af en satsning, men vi sætter vores fulde lid til den, for de kommentarer, der er kommet fra bl.a. Peugeots testkørere, indikerer, at det er en meget lovende bil, siger Christian Jensen.

– Vi har sat vores 207’er til salg og håber naturligvis, at den kan blive i Danmark. Den, der køber 207’eren, vil få det bedste eksemplar, for den er med ny-renoveret motor og har aldrig været skadet.

Andre ændringer i Peugeot Sport Dealer Team DK er på mandskabsområdet. Her har makkerparret Esben Hegelund og Ole R. Frederiksen valgt at fortsætte i andet regi, mens Kjeld Seidler fra Holmegaard har besluttet at lægge styrthjelmen på hylden og indstille karrieren.

– Jeg har besluttet at indstille min rallykarriere – i hvert fald når det gælder rally på DM-niveau, siger Kjeld Seidler.

– Jeg har været med som aktiv i mange år, og jeg er glad for at slutte karrieren på DM-plan med rigtig mange gode oplevelser, og ikke mindst at have oplevet DM-seriens kvantespring PR-mæssig set takket være den indsats, som promotor Karl-Åge Jensen leverede.

Hverken Kjeld Seidler eller hans Peugeot RCZ forsvinder dog fra rallysporten.

– Jeg fortsætter i min rolle som teamkoordinator, og så håber jeg, at vi i teamet kan gøre det muligt at placere et ungt talent i RCZ’eren til næste år, siger Kjeld Seidler med et smil.

– Vi har ikke truffet nogen beslutning endnu, så vi er meget åbne for indkomne forslag.

For Kim Madsen og Line Lykke Jensen vil den kommende sæson komme til at byde på en fortsættelse af dette års satsning. Slagelse-parret kører videre i den nye Peugeot 208 R2.

– Vi ser frem mod det nye år og ikke mindst en fuld sæson i 208’eren, og så glæder vi os til, at vi kan være med i hver eneste afdeling, så vi også kan få de point, som vi manglede for at stå øverst på skamlen i år, siger Kim Madsen, hvis tre DM-starter i den nye bil alligevel var så succesfuld, at det blev til en DM-bronzemedalje.

– I bund og grund er 208’eren bare en sjov bil at køre, og så er den konkurrencedygtig. Vi glæder os til at se, hvad der kommer af andre kørere i vores klasse, men det er helt klart en klasse med stor fremtid i. Jeg håber, at der måske også bliver mulighed for at køre et enkelt udenlandsk løb ud over DM-løbene, for nu har vi en bil, som kører i en international klasse, hvor man kan måle sig med andre tilsvarende biler, og det gør det sjovt.

Skriv en kommentar