Podcast: Var Østrigs GP årets bedste race? Analyse med Frederik Schandorff som gæst

Var Østrigs Grand Prix årets bedste race? Der var masser af drama, den yngste forreste startrække nogensinde i F1 og igen en episode, der er blevet debatteret til døde.

 

Det er Østrigs Grand Prix, vi taler om i denne episode af Det ternede flag – og med os til at analysere hændelserne er Frederik Schandorff – Lamborghini-juniorkører og pt. toer i BlancPain GT World Challenge Asia i ProAm-klassen og i International GT Open. Frederik skal køre på Fuji den kommende weekend og Red Bull Ring weekenden efter. Det og meget mere hører vi om efter analysen af GP’et.

 

Sidste omgang Det ternede flag med Formel 1-fokus

 

Og nu til både en god og en knap så god nyhed. Det ternede flag har haft fokus på Formel 1 og Kevin Magnussen siden Spaniens Grand Prix 2018. Vi har haft en stribe gode gæster i studiet til at analysere løbene og vende og dreje K Mags form i løbet af sæsonen. Vi kan dog også se, at interessen for podcasts og udbuddet af danske podcasts bliver større og større, også inden for Formel 1 – derfor har vi i DASU besluttet, at vi i højere grad vender fokus mod vores øvrige sportsgrene og hiver vores aktive kørere og andre spændende motorsports-folk ind i studiet.

 

Vi holder derfor en mindre pause henover sommeren og vender tilbage med en række Det ternede flag-specials med danske motorsports-koryfæer, optakter til større begivenheder, fokus på vores sportsgrene og meget, meget mere.

 

Husk at abonnere og følge vores podcasts i iTunes, på Spotify eller hvor du plejer at høre dine podcasts.

 

 

Foto: Frederik Schandorff

Skriv en kommentar