Kartshop-header

Ron Dennis: “Vi har et bjerg at bestige”

1. maj 2015
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

McLarens MP4-30 har mildest talt haft sine udfordringer i denne sæson, men problemerne med bilen har ikke taget optimismen fra McLaren-boss Ron Dennis.

Efter sæsonens første fire løb mangler det traditionsrige team stadig at score sit første point i sæsonen – primært på grund af holdbarhedsproblemer.
Ron Dennis siger i et interview til Formel 1’s officielle website, at McLaren fortsat har et bjerg at bestige, men at han samtidigt er helt overbevist om, at McLaren nok skal vende tilbage til fordums styrke. Men han tør ikke sætte en tidsramme:
– McLaren Honda skal nok se frugten af alt arbejdet med den nye bil – vi skal nok komme til at vinde sammen, og vi skal også nok komme til at dominere i F1 igen – men jeg vil ikke sætte nogen tidsramme på forudsigelsen – det ville være dumdristigt, siger han til Formula1.com.

Problemerne har især koncentreret sig om MP4-30’s nyskabende og slankere design, der især har budt på store udfordringer med håndteringen af varmen i bilen. Ron Dennis vurderer imidlertid, at den innovative tilgang fra Honda blot skal have ekstra tid for at vise sit værd:
– Jeg ser kun stærk målbevidsthed og ambition, når jeg går rundt McLaren Technology Centre, og det gør mig stolt. Vi arbejder sammen, og vi ved, at vi nok skal nå målet, siger han og fortsætter:
– Honda er den producent i hele Verden, der laver flest forskellige motorer. […] Det er helt fra små 25cc motorer over motorcykel- og bilmotorer til fireliters V8’ere til sportsvogne. Når det kommer til motordesign, og således også “Power Unit”-design, så leder Honda vejen globalt. Deres managere og ingeniører ved, at deres “Power Unit” endnu ikke er den bedste endnu, men at den nok skal blive den bedste. Det ved de, og det gør vi også. Det samme gør vores kørere, og det er grunden til, at de vil køre for os.

Sæsonen ville blive hård

Længe tegnede 2015 til at blive en udfordring for McLaren, men Ron Dennis fastholder, at den hårde kamp nok skal blive vundet – også selvom det har været en svær sæsonstart for teamet fra Woking.

– Vi vidste, at sæsonen ville blive hård, men vi kommer fremad ved hvert eneste Grand Prix. Vi var langt fra pace i Australien, men vi fik en bil i mål. I Malaysia så vi et stort skridt frem på omgangstiderne, men vores bilers pålidelighed var der ikke endnu. Vi fandt mere pace og pålidelighed i Kina, og fik to biler i mål. Og ved det seneste løb i Bahrain havde vi store problemer på Jensons bil, mens Fernandos kørte som et urværk hele weekenden. Det er klart, at resultater som en plads i Q2 til Fernando ikke er det, vi leder efter, men det er lige så klart at se, at vores udvikling går den rette vej. Jeg siger ikke, at udvikling altid vil være lineær, for et holds performance vil altid gå lidt op og ned med sæsonens flow. Men det generelle flow tegner til, at vores performance generelt forbedres over hele sæsonen – og det er på ingen måde et tilfælde, fastslår Ron Dennis. Han tilskriver den gode udvikling til det store arbejde, som er blevet gjort i både England og Japan af McLaren såvel som Honda.

 

Skriv en kommentar