Stort drama i DTC-finalerne

25. april 2016
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Søndagens 2. og 3. løb i DTC bød på en dobbeltsejr til Team Flexlease.nu, et stort crash, en omstart og masser af safetycars.

2. heat begyndte ellers med de senere vindere, Kasper H. Jensen og Frederik Schandorff, langt nede i rækkerne. Her var det i stedet debutanten Nicolai Aaberg Hansen på pole foran Nicholai Eberhard, Michael Markussen, Nicolai Sylvest, Marius Nakken og Casper Elgaard.
Eberhard kom bedst fra start, mens polesitter Nicolai Aaberg og Michael Markussen fik en dårlig start, da de to ramte hinanden for enden af publikumslangsiden. Det kostede ikke Eberhard meget mere end en forskrækkelse, mens Markussen blev straffet for sammenstødet.

Casper Elgaard og Jan Magnussen, der startede fra hhv. P6 og P8 kørte sig op som P3 og P4 allerede på den første halve omgang, og skruede straks op for presset, da løbet blev frigivet igen. Her holdt Nicholai Eberhard godt fast i sin føring foran Marius Nakken, Casper Elgaard og Magnussen, da endnu en safetycarperiode opstod. I genstarten fandt Jan Magnussen masser af momentum i opløbskurven, og satte Elgaard under et stort pres. For enden af publikumslangsiden forsøgte han sig på indersiden af Elgaard, men de to ramlede sammen, og Elgaard endte sit 2. heat i sandkassen. Magnussen modtog desuden en strafbane for sammenstødet, hvilket bragte Frederik Schandorff og Kasper H. Jensen i spil til kampen om føringen.

Først overhalede Kasper H. Jensen holdkammeraten, og kort efter gik de begge forbi Eberhard på indersiden i første sving. Også Massive Motorsports’ Nicolai Sylvest på fjerdepladsen ville kæmpe med om de vigtige point, og fik succes med det, da han ud af opløbskurven fik en bedre udgang end Eberhard og kunne dragrace sig til tredjepladsen.

Nicholai Eberhard, P4:
– Jeg tog starten, og den holdt egentligt fint. Jeg fik slået et godt hul til forfølgerne på et tidligt tidspunkt, men jeg tabte desværre det hele igen på en dum fejl 40 ovre på det nye baneafsnit. Det er pisseirriterende at tabe pladser på det, når vi egentligt var så godt kørende, som vi var her.

Nicolai Sylvest, P3:
– Det var igen et fedt løb. Jeg indså hurtigt, at der var noget at hente ved at presse hårdt ind i svingene, så dækkene blev varmere, og det gjorde vist en del af forskellen for min fart i det her løb. Den sidste overhaling på Eberhard var også fed – på alle måder et godt løb.

Kasper H. Jensen, vinder:
– Starten flaskede sig ganske godt, og det var rart at se, vi havde speeden, for det har ellers været Jans domæne i dag. Nu skal vi have det bedste ud af den pole position i finalen.

Michael Markussen, P7:
– Det var virkelig en træls start. Fik desværre skubbet til Nicolai Aaberg, for det var enormt glat derovre. Vi havde lidt problemer med dæktrykket på begge biler, og derfor tabte vi tid i slutningen af løbet – begge bilerne blev meget glatte at køre i.


Heat 3:

Finalen startede med Kasper H. Jensen på pole position foran Nicolai Sylvest, Jan Magnussen, Marius Nakken, Frederik Schandorff og Michael Markussen.
Magnussen og Nakken fik begge en god start. Magnussen gik op på andenpladsen, mens Marius Nakken fik tilkæmpet sig førstepladsen hurtigt. Desværre for sidste års norske mester fik løbet en brat ende, da et sammenstød mellem Martin Andersen, Michelle Gatting og Casper Elgaard afbrød løbet.
I genstarten kom Kasper H. Jensen langt bedre fra start – og det samme gjorde Magnussen. ¨
Det varede ikke længe, inden Jan Magnussen kunne sætte et gevaldigt pres, der endte med en nydelig indbremsning til første sving, mens Nakken og Casper Elgaard, med en nødtørftigt repareret racer, også avancerede.
Skaderne på Casper Elgaards bil så voldsomme ud, og det satte da også en begrænsning på den forsvarende mesters fart, og han måtte stille sig tilfreds med P4. Jan Magnussen vandt foran Kasper H. Jensen og Marius Nakken.

Marius Nakken, P3:
– Den første start var helt sindssyg. Jeg tog vanvittigt mange meter og kom godt frem. Det var kedeligt at miste føringen på genstarten, og vi må nok erkende, at Magnussen er pænt hurtig herude, så P3 er jeg godt tilfreds med. Skal jeg se på weekenden som helhed, så har vi vist fået det bedste ud af en løbsweekend, der startede elendigt med en dårlig kvalifikation.

Jan Magnussen, vinder:
– Det var en perfekt slutning på noget af et klovnerace. Vi har kørt under ganske svære betingelser i dag, så det var rart at kunne tage sejren hjem. Sammenstødet med Casper i 2. heat var så mega åndssvagt, for vi låste begge hjul og ramte hinanden. Er ked af, at det kostede os begge tid, for løbet var ellers spændende. Nu ser jeg frem til Aarhus. Det er et fantastisk løb, og jeg elsker jo gadebanerne. Det bliver fedt.

Casper Elgaard, P4:
– Altså, det var ganske blandet.. Skal jeg se på det positive, så fik jeg da en bedre start end i 2015. Havde et kanon 1. heat, et ærgerligt 2. heat og et heldigt/uheldigt crash i 3. heat. Det var godt, der ikke skete mere, og jeg kunne heldigvis køre videre. Jeg skal videre, og det er heldigvis i Aarhus næste gang. Det er et fantastisk løb, som jeg altid glæder mig til.

Skriv en kommentar