To mesterskaber afgjort i Bramming

14. oktober 2010
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Med kun et DM-rally tilbage i 2010 er mesteren nu fundet i to af de fire kategorier, hvor der kæmpes om Danmarksmesterskabet i rally. Men i de to tilbageværende skal der stadig kæmpes om sagerne, for der er der tale om tætte opgør.

Lad os denne gang tage de afgjorte mesterskaber først. I 2WD mesterskabet har Brian Madsen (billedet) længe haft sigtet rettet imod mesterskabet med 3 sejre forud for rallyet i Bramming. En 4. sejr her slog mesterskabet fast med 7-tommer søm, men Brian måtte kæmpe hårdt for sejren denne gang. Grusprøverne fredag aften kostede mange sekunder, da hans Peugeot 306 MAXI ikke var stillet om til grus og han måtte køre prøverne på skårne slicks i stedet for deciderede grusdæk. Hans værste konkurrent, Tim Svanholt, satsede derimod fuldt på grusopsætning og gjorde sit yderste for at skabe så stort et forspring som muligt. En lynhurtig Brian Madsen og en glidende kobling i Svanholts Golf betød, det ikke var stort nok, men kun 5 sekunder skilte de to ved mål efter en spændende dyst. Svanholt ligger nu på andenpladsen i mesterskabet, men Frank Nielsen i Citroen C2 R2 er kun 1 point bagefter, så de to kan stadig bytte plads. Længere tilbage finder vi Jesper Bisted og Claus Lisbjerg – begge også i Citroen C2 R2 – men det skal gå meget galt for Tim Svanholt eller Frank Nielsen i årets sidste rally for at de kan rykke op på medaljeplaceringerne.

Det andet mesterskab, som nu er afgjort, er Standard National. Her har Ole Jensen indtil BMC-rally været den eneste kører, som overhovedet har scoret point. Men i Bramming fik han nogen at køre imod, idet to danske og to hollandske hold også var på startlisten. Ole Jensen viste dog, at han ikke er sådan at bide skeer med. Kun Tom Madsen i Opel Astra var i stand til at holde sig i nærheden af ham, indtil han udgik få prøver før mål, men ellers blev de øvrige kørt flere minutter bagud. Standard National har ikke haft megen tilslutning i år, men det var godt at Ole Jensen denne gang fik lejlighed til at vise, at han var den hurtigste.

Og så gælder det de endnu ikke afgjorte mesterskaber. 4WD klassen indeholder de biler, som normalt også slås om generalsejren og der har vi her på Racemag skrevet om, hvordan BMC Rally blev en yderst tæt dyst netop imellem de 3 kørere, som stadig har en mulighed for at blive mestre. Karl-Åge Jensen vandt med 1,8 sekund og den lille margin kan vise sig at være guld værd, i bogstavelig forstand. Sejren har nemlig lagt ham ganske lunt i svinget til mesterskabet, idet han ikke behøver at vinde årets sidste rally for at blive mester. En andenplads er nok og skulle det være en anden end Michael Pedersen, som vinder i Slagelse om en lille måned, ja så kan mindre end en andenplads også gøre det. Karl-Åge Jensen har altså den luksus, at han kan tillade sig at køre taktisk. Skulle Karl-Åge udgå af det sidste rally, så kan Michael Pedersen også begynde at tænke lidt taktisk, da hans forspring over Christian Jensen er så stort, at også han kan tåle at slutte bag Christian og stadig holde sig foran i den samlede stilling. Der er altså meget, som skal flaske sig for at Christian Jensen kan forsvare sit mesterskab – men han har stadig muligheden. Ib Kragh, Steen Andersen, Max Christensen og Steen Johansen er alle ude af mesterskabskampen, men de har en teoretisk mulighed for at slås om bronzen. Det kræver dog at de får et supergodt resultat – og at Christian Jensen scorer yderst få point, så alt andet lige tyder alt på at de tre kørere, som slås om titlen, bliver dem som deler medaljerne imellem sig.

Til sidst har vi Tunet National. Årets mest åbne klasse, hvor hele 5 kørere stadig har muligheden for at blive mestre. Indtil videre har de 4 rallies i år budt på 4 forskellige vindere, så meget kan ske. Sidste års mester, Henning Søgaard i Ford Sierra, ligger dog bedst til med et lille forspring. Umiddelbart bag ham finder vi Carsten Jensens Clio, men Carsten har samlet sine point hjem på stabil og sikker kørsel og kan ikke hamle op med Hennings kraftige Sierra, hvis den kører problemfrit. Det kunne Benny Pedersen derimod med sin Peugeot 106 i Bramming, hvor han gav opvisning i, hvordan man kører på grænsen i et helt rally. Men Benny er hele 12 point bagefter i mesterskabet, så også han får brug for, at Henning Søgaard får problemer.

Meget skal således stadig afgøres, når årets sidste rally skal køres i Slagelse d. 6. november. Det har været en spændende sæson i år og det skal det sidste rally også nok gå hen og blive.

Foto: Intercom

Mesterskabsstilling 4WD:
1: Karl-Åge Jensen (Peugeot 207 S2000) – 60
2: Michael Pedersen (Mitsubishi Lancer) – 52
3: Christian K. Jensen (Peugeot 207 S2000) – 44
4: Ib Kragh (Abarth Grande Punto) – 31
5: Steen Andersen (Mitsubishi Lancer) – 31

Mesterskabsstilling 2WD:
1: Brian Madsen (Peugeot 306 MAXI) – 80
2: Tim Svanholt (VW Golf) – 45
3: Frank Nielsen (Citroen C2 R2) – 44
4: Jesper Bisted (Citroen C2 R2) – 30
5: Claus Lisbjerg (Citroen C2 R2) – 30

Mesterskabsstilling Tunet National:
1: Henning Søgaard (Ford Sierra) – 47
2: Carsten Jensen (Renault Clio) – 41
3: Benny Pedersen (Peugeot 106) – 35
4: Rasmus Sørensen (Opel Kadett GSi) – 32
5: Kenneth Kolbe (Peugeot 205) – 29

Mesterskabsstilling Standard National:
1: Ole Jensen (Renault Clio) – 60
2: Jan H. Jørgensen (Renault Clio) – 15

Skriv en kommentar