Tysk sejr i Wikinger Rallye

5. april 2009

Max Christensen og Dorthe Ravn i Subaru Impreza, blev bedste danske hold i et Wikinger Rallye med stort mandefald. Ud af 74 startende kom kun 44 hold til mål.

Wikinger Rallye blev vundet af Peter Corazza/Ronald Bauer i en Mitsubishi Lancer Evo 7 fulgt af to Subaru Impreza N14, kørt af hhv. Sandro Wallenwein/Pauli Zeitlhofer og Max Christensen/Dorthe Ravn, som på tredjepladsen var bedste danske hold.

Strålende solskin mødte om lørdagen de mange tilskuere, som var mødt op for at følge både den danske og den tyske rallyelite. Og de fine vejrbetingelser gav kørerne rig lejlighed til at folde sig ud på nogle hastighedsprøver, som kørerne generelt set roste til skyerne. Smalle veje med masser af sving stillede store krav.

Max Christensen/Dorthe Ravn var igennem hele rallyet hurtigste danske hold, men de skulle holde godt øje med Ib Kragh/Karsten Isaksen, som hele tiden var at se i bakspejlet. De to Peugeot 207 Super 2000 kørt af Christian Jensen/Søren Tøndborg og Karl-Åge Jensen/Hans Marx leverede også respektindgydende tider på prøverne, men forskellige småproblemer satte dem udenfor den absolutte topstrid.

Christian Jensen/Søren Tøndborg fik dog med en slutspurt tilkæmpet sig pladsen som 3. bedste danske hold efter at først Martin Johansen/Henrik Vestergaard (Suzuki Swift Super 1600) og senere Klaus Hammer/Marc Smidt (Mitsubishi Lancer Evo 9) havde siddet på den placering.

Tags
, ,

1 Comments

  1. Husk også at nævne, at Danmark vandt “landskampen” mod Tyskland 😉 Var selv dernede, og Max og de andre gav den max gas! Godt at se, at danskerne kan være med mod de udenlandske kørere – sådan! I den klasse mit team kørte, der opnåede vi også en fin 2. plads til det danske DM, og var også med på landsholdet – Larsen-Motorsport.dk. Tak for en fed tur!

Skriv en kommentar