Kartshop-header

WRC – uheldige nordmænd

29. april 2009
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Petter Solberg og hans landsmand, Eyvind Brynildsen, glemmer sikkert ikke Rally Argentina lige med det samme. Begge havde nemlig et par uheldige oplevelser, som de godt kunne have været foruden.

Petter Solberg måtte udgå af rallyet fra en 3. plads med kun ganske få hastighedsprøver tilbage. Det var naturligvis en stor skuffelse og rigeligt til at sætte stemningen i teamet på nulpunktet. Men for lige at gnide lidt ekstra salt i såret, så opdagede man under nedpakningen at team managerens kuffert var blevet ståjlet. Udover penge indeholdt kufferten pas og ikke mindst en bærbar PC. Man må håbe for teamet, at rigtige rallykørere tager backup!

For Eyvind Brynildsen, som deltager med en Mitsubishi Lancer Evo IX i production WRC, var det en noget større genstand, som blev væk. Det var nemlig hans bil! En logistikfejl betød, at bilen var blevet sendt til Rio de Janeiro i stedet for Buenos Aires og da tolden i Brasilien ikke lige kendte noget til den bil blev den prompte sendt hjem igen. Så da Brynildsen skulle bruge bilen lå den og vuggede i et fragtskib!

Så er gode råd dyre, men det lykkedes alligevel Brynildsen at komme til start i en lokalt lejet Mitsubishi, som blev gjort klar på rekordtid. Brynildsen havde noget at køre for, da han med et godt resultat ville kunne lægge sig i spidsen i mesterskabskampen. Men det blev der ikke noget af, da han måtte udgå med turboproblemer allerede den første dag.

Det var dog ikke alle nordmænd, som blev ramt af uheld. Petter Solbergs storebror, Henning, rykkede på rallyets sidste dag fra en femteplads op på tredjepladsen i sin Stobart-Ford.

Foto: pettersolberg.no

Skriv en kommentar