Kartshop-header
I 2014 havde Yokohama SuperCup en flot sæson, med et stort flot felt af biler. (Foto: Keld Dohm)

Yokohama SuperCup i samarbejde med DTC

3. november 2014
se formel 1, livestream formel 1, se formel 1 gratis,

Sæsonen 2014 er forbi for Yokohama SuperCup, og det har været en rigtig god sæson.

”Vi har fået vist at vi er en meget seriøs klasse, og det er et sted mange kørere gerne vil være med” fortæller formand og klasserepræsentant Jakob Borum.

Klassen betragtes af mange som en rugeklasse til bl.a. DTC, og samtidig er det en klasse hvor en del erfarne kørere har fundet sig godt til rette. Det betyder, at der er en fornuftig udskiftning af kørere sammen med en stabil kerne der samlet set giver en klasse med spændende og varieret race. Organisationen bag DTC har også set dette, og har ønsket at få Yokohama SuperCup med som en fast supportklasse til DTC. DTC har til sæson 2015 fået en aftale i stand med TV 2 om 5 timers live dækning af dansk motorsport de søndage der køres løb.

”I forbindelse med 2015 har vi ønsket at kunne præsentere både live publikum og TV seerne med sammenhængende udsendelse, med genkendelighed fra gang til gang, og det indebærer at vi ønsker, at det er de samme klasser der er med når der vises live TV” fortæller DTC promotor Peter Elgaard om baggrunden for at indgå samarbejdet, og han fortsætter

”Yokohama SuperCup har vist at de kan levere motorløb på højt sportslig niveau, og det er noget både vi, publikum og sponsorer sætter pris på, så derfor er vi meget glade for at have dem med som supportklasse.”

Også i organisationen bag Yokohama SuperCup er der stor glæde over samarbejdsaftalen.

”Med denne aftale mener vi, at vi bliver en del af Danmarks stærkeste og bedste motorsports arrangementer. Samtidig får vi en flot TV dækning, der kan være med til både at tiltrække nye talenter, men også eksponere de unge talenter vi allerede har og dermed hjælpe dem videre til f.eks. netop DTC” udtaler Jakob Borum.

Ud over live TV dækning af selve løbene, så åbner samarbejdet også mulighed for at trække på andre fælles ressourcer, så som præsentation på gridden, fælles promotion af arrangementer, koordineret presseomtale og meget andet. Fra begge parter er der lagt om til et åbent samarbejde, hvor der bliver fokuseret på muligheder frem for alt andet.

I flere år har SuperCup samarbejdet med Yokohama, og dette samarbejde fortsætter som hidtil i sæson 2015, hvilket betyder at klassen bevarer sit navn, og Yokohama vil fortsat være dækleverandør til klassen.

”Yokohama har været og er stadig en meget vigtig spiller i dansk motorsport, og vi er glade for, at netop de fortsat ønsker at støtte op om klassen” fortæller Jakob Borum.

Det lange og konstruktive samarbejde med Yokohama har været med til at give kontinuitet i klassen, til gavn for både Yokohama og SuperCup. Der er tidligere meldt ud, at man ønsker at arbejde videre med at udvikle den allerede udstrakte brug af dataloggere til at blive et aktivt værktøj for de deltagene kørere. Netop det at 2 så væsentlige aftaler er på plads allerede nu, betyder at klassen kan fokusere på at udvikle ikke bare brugen af dataloggerne men også kan se på andre tiltag til at gøre klassen endnu mere attraktiv.

Allerede på nuværende tidpunkt er der en del nye kørere, der har meldt sig på banen som deltagere i Yokohama SuperCup i 2015, og det med indtil flere nye bilmærker.

”Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser om deltagelse i 2015, og noget tyder på i hvert tilfælde 8-10 nye deltagere, og med denne aftale med DTC, så tror jeg er det vil være muligt at tiltrække endnu flere” slutter Jakob Borum af.

Skriv en kommentar