WEC

Young Driver AMR optimistiske forud for slutspurt

30. oktober 2014

Det bliver en hektisk slutspurt for FIA WEC-teamene. Tre sekstimersløb inden for en måned på tre forskellige kontinenter.

Shanghai i Kina lægger asfalt til første af de tre løb i slutspurten denne weekend, hvorefter Bahrain i de Forenede Arabiske Emirater venter. Finalen finder sted den sidste weekend i november i Sao Paolo, Brasilien.

‘The Dane Train’, som Young Driver AMR kærligt kaldes, er i front af GTE Am-mesterskabet og teammesterskabet – og den føring vil teamet holde fast i.

– Det ser meget lovende ud i øjeblikket. Vi har en klar føring i kampen om verdens­mesterskabet og var rigtig hurtige i Shanghai sidste år, men vi skal stadig passe på,siger teamejer Jan Struve fra Young Driver AMR i en pressemeddelelse.

– Efter de to seneste runder på Austin og Fuji forventer jeg den skarpeste konkurrence i Kina fra vores Aston Martin Racing-søsterbil. De har givet os hård kamp de sidste to runder. Vi skal bevare fokus på de resterende tre runder og arbejde med hver eneste detalje. Vi har trods alt stadig 18 timers løb foran os.

De to faste danskere i Aston Martin #95 Kristian Poulsen og David Heinemeier Hansson får denne weekend selskab af AMR’s Richie Stanaway, da Nicki Thiim kører Porsche Supercup i Austin, Texas.

– I denne weekend mangler to af de normale konkurrenter i vores klasse, så det ser ikke så galt ud, når det handler om vores ambitioner om verdensmester­skabet. Det vil være fint at slutte endnu et løb på podiet, men det er ikke hovedmålet. På det her tidspunkt i mesterskabet skal vi score point. Vi skal gennemføre løbet; det er det vigtigste i denne weekend, siger Kristian Poulsen.

David Heinemeier Hansson kender Shanghai International Circuit fra sædet i en Le Mans-prototype og har stadig tilgode at køre sin første omgang i en GT-bil.

– Shanghai er en sjov bane, der virkelig er en udfordring at lære at kende og køre hurtigt på. Jeg har endnu ikke kørt i en GT-bil, så den første målsætning er at justere i forhold til LMP’s linjer og bremsepunkter.

Heinemeier Hansson har en klar vision for, hvordan han skal køre den kinesiske runde af WEC:

– Vi står i en meget gunstig position i kampen om verdensmester­skabet, hvor nøglen egentlig bare ligger i at gennemføre til målstregen. Vi tager absolut ingen risici. Men det betyder ikke, at vi ikke vil presse på for endnu en sejr. Med færre biler på banen og så lang en bane er det meget nemmere at køre hurtigt uden at udsætte bilen for nogen risiko i trafikken. Vi tager ikke til Shanghai bare for at cruise rundt på en sightseeing-tur.

Også Christoffer Nygaard er som vanligt til start i søsterbilen med #98, mens Tom Kristensen er det danske islæt i LMP-klasserne.

Eurosport viser de sidste 90 minutter af seks-timers løbet live søndag morgen fra kl. 08:30. Hele løbet streames online live på seriens website www.fiawec.com med start søndag kl. 04:00 (betalt indhold).

Stilling i FIA Endurance Trophy for GTE-Am-kørere
1. Poulsen/Heinemeier Hansson (Young Driver AMR), 136 point
2. Thiim (Young Driver AMR), 100
3. Nygaard/Dalla Lana/Lamy, (Aston Martin Racing), 97
4. Ried/Al Qubaisi/Bachler (Proton Competition), 87
5. Perez-Companc/Cioci/Venturi (AF Corse), 76
 
Stilling i FIA Endurance Trophy for GTE-Am-teams

1. Young Driver AMR (Aston Martin Vantage GTE), 136 point
2. Aston Martin Racing (Aston Martin Vantage GTE), 97
3. Proton Competition (Porsche 911 RSR), 87
4. AF Corse (Ferrari 458 Italia), 86
5. 8Star Motorsports (Ferrari 458 Italia), 40

Skriv en kommentar